Tour de France

Nibali skal opereres i ryggen efter styrt på Alpe d'Huez

Vincenzo Nibali udgik efter 12. etape i Tour de France, hvor hans styr hang fast i en kamerastrop på vej op ad Alpe d'Huez.

Drømmen om at vinde karrierens andet Tour de France blev slukket halvvejs i løbet for italienske Vincenzo Nibali.

Tour-vinderen fra 2014 styrtede på vej op ad Alpe d'Huez, da hans styr blev fanget i en kamerastrop og sendte Nibali i jorden. Selvom farten naturligt nok ikke var særligt høj, forårsagede landingen alligevel ret stor skade.

Nibali gennemførte godt nok etapen, men efterfølgende undersøgelser viste et brud på den 10. ryghvirvel, hvilket sendte 'Hajen fra Messina' ud af Touren.

Nu har Nibali været igennem yderligere undersøgelser, og han og holdets læger er sammen med specialister blevet enige om en rygoperation.

Det skriver Bahrain-Merida på sin hjemmeside.

Vincenzo Nibali er en af blot syv ryttere, der har vundet alle tre Grand Tours.