Cykling

Chris Ankers hold tæt på oprykning - drømmer om Tour de France

Jonas Aaen er en af profilerne på Riwal i 2018-sæsonen. Henning Bagger / Scanpix Denmark

Riwal - CeramicSpeed Cycling Team har ansøgt UCI om en plads på cykelsportens næstbedste niveau.

Når Chris Anker Sørensen fra næste sæson bliver medejer af det danske cykelhold Riwal-CeramicSpeed Cycling Team, kan han glæde sig over, at det med stor sandsynlighed bliver et hold på cykelsportens næsthøjeste niveau – prokontinental.

Det fortæller holdets direktør, Steffen Kromann, til TV 2 SPORT.

- Vi er langt. Vi er i gang med ansøgningsprocessen hos UCI, og har en person i Schweiz (hvor UCI’s hovedkvarter ligger, red.) i næste uge. Så hele den procedure kører, og så er det selvfølgelig vigtigt at sige, at det her kan i høj grad lade sig gøre, fordi Riwal har lavet en ny to-årig aftale med os, der giver os en tryghed i forhold til at komme videre.

Hvor tæt er I på at få det til at lykkes?

- Man skal gerne have et budget på 15-20 millioner kroner for at have lidt luft. Man kan måske også komme op på et lidt mindre budget, og det er vi tæt på – det lidt mindre. Men vi skal ud og hente lidt penge for at få det til at hænge lidt bedre sammen, men vi er tæt på. Ellers var vi heller ikke i gang med processen med UCI, hvis vi ikke troede på det, siger Steffen Kromann.

Tour de France og en mulig start i Danmark i 2021 - det er da et wildcard dertil, der er drømmen

Steffen Kromann

Drømmer om Touren

Oprykningen til cykelsportens næstbedste niveau giver nye muligheder for Riwal-CeramicSpeed Cycling Team. Mens fokus i 2019-sæsonen bliver på at etablere sig på et nyt og højere niveau, har holdet store drømme på den lange bane, fortæller Steffen Kromann.

- Vi vil videre i forhold til det projekt og den forretning, som vi er ved at stable på benene. Vi synes også, at dansk cykling kan gøre det, og vi synes, der er et godt marked for de har danske ryttere, og de unge og nogle af de gamle fortjener komme et niveau op.

- Og Tour de France og en mulig start i Danmark i 2021 - det er da et wildcard dertil, der er drømmen.

Er det drivkraften i denne her ansøgning?

- Det er da en af drivkræfterne i denne her ansøgning at komme i spil til Tour de France. Men det er også at udvikle noget mere, give noget mere og få lavet et større niveau.

Et dansk fundament

Også Chris Anker Sørensen har store håb og drømme for holdet, hvor han kører sin sidste sæson som professionel.

- Jeg håber at kunne være med til at lægge grundstenen for et nyt dansk storhold. Vi kan se, at dansk cykling i tiden er i den absolutte verdenselite. Så hvorfor ikke også have et hold, der er det? Holdet skal ikke være udelukkede dansk, men vi skal have en grundstamme af danske ryttere, således at alle de mange danske talenter kan få lov at vise deres talent frem på den allerstørste scene.

Der har længe været tale om, at Bjarne Riis snart var klar til at tage sit cykelhold Team Waoo op på prokontinental-niveau.

Men imens der fortsat bliver arbejdet på at få skrabet penge sammen hos Riis og co., ser det altså ud til, at Chris Anker Sørensens cykelhold er gået i udbrud og nærmer sig målstregen i forhold til at komme først op på næste niveau.

Riwal CeramicSpeed Cycling Team har i denne sæson har ryttere som Chris Anker Sørensen, Sebastian Lander, Troels Vinther og Jonas Aaen på holdkortet som nogle af de rutinerede kræfter, mens unge ryttere som Andreas Stokbro, Andreas Kron og Jonas Gregaard Wilsly har leveret flere gode resultater.