Cykling

Fravær af Tour-danskere ærgrer landstræner: - Man skal være skarp

Trods fravær af samtlige danskere, der gennemførte årets Tour de France har Anders Lund 'store forventninger' til Danmark Rundt.

Jakob Fuglsang, Magnus Cort, Michael Valgren, Jesper Hansen og Søren Kragh Andersen.

Udover at være danske og deltagere i årets Tour de France har kvintetten yderligere en ting tilfælles: Ingen af dem er med i PostNord Danmark Rundt.  

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at der ikke er flere af de skarpe danskere til at give løbet kolorit. De har hårde programmer, har kørt mange cykelløb og kommer lige fra en hård Tour. Mange af dem har Binck Bank Tour (hollandsk etapeløb fra 13. til 19. august, red.) som næste mål, og det er altså hård kost, hvis du har Danmark Rundt indimellem det og Touren, forklarer Anders Lund til TV 2 SPORT.

Landstræneren stiller selv til start med seks stærke ryttere på det danske landshold.

- Man skal ikke tage fejl af, at niveauet altid er højt i de her cykelløb. Man skal være virkelig skarp for at gøre sig gældende, og jeg synes faktisk, at feltet er stærkt. Jeg er i hvert fald tilfreds med de ryttere, jeg stiller til start med. 

Det er et usædvanlig stærkt landshold, der tager med Anders Lund til starten i Aalborg onsdag. Holdets kaptajner bliver Mads Pedersen, der er forsvarende vinder af PostNord Danmark Rundt, og en anden tidligere vinder af løbet, Christopher Juul-Jensen.

Den forsvarende vinder fortalte for nylig, at han glæder sig til sit titelforsvar, der bliver med støtte fra lutter danskere og altså ikke det Trek-mandskab, han sidste år havde i ryggen.

- Det bliver rart at komme tilbage til rødderne. Jeg glæder mig lidt at sidde på en campingstol ude bag kassevognen og hygge mig med drengene. Det bliver bare sjovt, og det bliver cykelløb på en anden måde, da vi ikke er vant til at køre med hinanden. Men jeg tror, at det bliver en succes, lød det fra Mads Pedersen overfor TV 2 SPORT.

Store forventninger

I jagten på den samlede sejr i løbet får Mads P. og Chris Juul støtte fra Mikkel Bjerg, U23-verdensmester i enkeltstart, Michael Carbel, der vandt bronze i verdensmeskerskabet i linjeløb for U23-ryttere sidste år, samt Rasmus Byriel og Silas Zacharias Clemmensen.

- Jeg har store forventninger. Vi kommer med et rigtig stærkt hold og to af løbets helt store favoritter, så jeg håber selvfølgelig, at vi kan lave et godt resultat, siger Anders Lund og uddyber:

- Vi vil gerne være blandt de bedste og køre med om sejren. Det er ikke sådan, at hverken Chris Juul eller Mads Pedersen ikke tror på det og ikke ved, hvad der skal til. Jeg har ikke givet dem et stykke papir med en målsætning, de skal klare. De gør deres bedste og har et godt hold som støtte. Samtidig er det et terræn, der passer rigtig godt til Chris og Mads, så jeg er optimistisk. 

Særligt 2. etape, der slutter på Kiddesvej i Vejle, og enkeltstarten på 4. etape i Nykøbing Falster bliver afgørende, mener Anders Lund.

- Der er nogle steder i det her cykelløb, hvor man kan vinde på at have de bedste ben. Der er ikke så meget hokus pokus i det. Man skal bare være bedst de steder, og det er det, der kommer til at afgøre løbet, lyder det fra landstræneren, der med to tidligere vindere på holdet påtager sig favoritværdigheden.

- Niveauet er højt, og Christopher Juul og Mads Pedersen skal ramme topniveau for at vinde et cykelløb som det her. Når det er sagt, er det helt reelt, at to tidligere vindere er favoritter, når man kigger nedad startlisten. Nu må vi se, om vi kan leve op til det.

Mads Pedersen og Chris Juul får kamp til stregen under PostNord Danmark Rundt. På startlisten figurerer nemlig også Wout Van Aert, der er verdensmester i cykelcross, og som imponerede stort ved at sidde med favoritterne i de prestigefyldte forårsklassikere, selvom han kører sin første sæson på landevejen.