Cykling

Lasse Norman snyder feltet i Danmark Rundt

Lasse Norman vandt første etape af Danmark Rundt.

Lasse Norman Hansen stak af fra feltet med 1,4 kilometer til mål. Sprinterne nåede aldrig op til ham, før han krydsede målstregen.

PostNord Danmark Rundt blev onsdag indledt med en sejr til Lasse Norman Hansen (Aqua Blue Sport).

Den 26-årige dansker tog fusen på sprinterholdene på målstregen i Aalborg, da han angreb med 1,5 kilometer tilbage.

Norman Hansen satte et voldsomt tempo og fik hurtigt slået et hul. Selv om han var centimeter fra at blive indhentet, så lykkedes det lige nøjagtig for ham at holde sprinterne bag sig.

- Det har jeg ikke prøvet før, så det er jeg rigtig, rigtig glad for. Det føles super fedt, siger Lasse Norman til TV 2 SPORT.

- Jeg fik hullet med en kilometer til mål, hvor jeg sidder med en af mine rigtig gode venner på hjul. Da jeg angriber, går han ikke direkte efter mig. Alle de store sprintertog undervurderer hullet, så jeg er heldig, men jeg kører også alt, hvad jeg kan. 

Lasse Norman Hansen var lige ved at blive hentet, da han krydsede målstregen.

Franskmanden Bryan Coquard (Vital) kom susende ind på andenpladsen, mens belgiske Milan Metnon (Sport Vlaanderen) blev treer.

Lasse Norman Hansen har tidligere haft svært ved at levere de store resultater på landevejen, selv om talentet er indiskutabelt.

Som banerytter tilhører han verdenseliten, og i 2012 vandt han blandt andet OL-guld i omnium i London.

Åbningsetapen i Danmark Rundt på 218,4 kilometer bar præg af et tidligt firemandsudbrud, der allerede stak afsted fire kilometer efter starten.

Tobias Mørch Kongstad (Riwal), Daniel Lyhne (Coloquick), Nicklas Amdi Pedersen (BHS-Almeborg) og norske Rasmus Tiller Fossum (Joker Icopal) fik en overgang slået et hul på 4 minutter og 30 sekunder.

Hovedfeltet holdt dog snor i lykkeridderne, der med 40 kilometer tilbage blev reduceret til en trio, da norske Tiller Fossum fik en defekt og måtte slippe.

På det tidspunkt var forspringet skrumpet ind til 1 minut og 30 sekunder.

Da feltet med 22 kilometer til målstregen tog hul på tre rundstrækninger i Aalborg, blev udbryderne en efter en opslugt af det jagtende hovedfelt, og det trak op til en massespurt.

Flere ryttere forsøgte alligevel at komme afsted, og med ti kilometer tilbage angreb Magnus Bak Klaris (BHS-Almeborg), der fik slået et pænt hul på 36 sekunder.

Endnu en gang blev hullet lukket, og det lignede igen den forventede massespurt, inden Lasse Norman Hansen slog til med et forrygende angreb.

Danmark Rundt fortsætter torsdag med løbets kongeetape fra Viborg til Vejle, og kan Norman sidde med her, bringer han sig for alvor ind blandt favoritterne til den samlede sejr.

- Jeg håber rigtig meget på det. Jeg havde ikke regnet med at stå her i dag. Jeg havde tænkt, at jeg skulle holde mig til i klassementet og se, hvad det kunne blive til. Ikke desto mindre betyder det her rigtig, rigtig meget, og det er et stort skridt på vejen til at kunne være med i kampen om den samlede sejr, siger han til TV 2 SPORT.

PostNord Danmark Rundt består af fem etaper og slutter på søndag med opløb på Frederiksberg Allé i København.