Cykling

Nicki Sørensen hylder etapevinder: - Jeg har aldrig set ham bedre

Lasse Normans sejr i PostNord Danmark Rundt er et resultat af en form, der aldrig har været bedre, fortæller Nicki Sørensen.

Det lignede egentlig en massespurt, da unge Magnus Bak Klaris (BHS-Almeborg Bornholm) blev hentet med fire kilometer til mål.

Men kort efter var der påny dømt soloridt i Aalborg. Lasse Norman Hansen satte et uimodståeligt hug ind kort før kilometerporten, og det var nok til at holde sprinterne stangen.

Dermed kunne den 26-årige dansker fejre sin første sejr nogensinde i PostNord Danmark Rundt.

- Jeg har aldrig set Lasse bedre, end han er nu. Han er helt oppe i topform. Han startede året godt ud ved at tage en etape i Herald Sun Tour i Australien, men han kører endnu stærkere nu, fortæller Normans sportsdirektør på Aqua Blue Sport, Nicki Sørensen, til TV 2 SPORT. 

- Det er holdets tredje sejr i år, så det er ikke så mange sejre, vi har vundet. Men sæsonen er ikke slut endnu, og nu er vi startet godt i det her løb. Dét er fantastisk, og det var super flot kørt.

Selv var dagens etapevinder overmåde lykkelig, umiddelbart efter det var lykkes ham at snyde sprinterne anført af franske Bryan Coquard.

- Det er jeg rigtig, rigtig glad for. Det føles super fedt. Alle de store sprintertog undervurderer hullet, så jeg er heldig, men jeg kører også alt, hvad jeg kan, lød reaktionen fra Lasse Norman. 

Til Vejle i førertrøjen

Med sejren overtager Lasse Norman Hansen løbets førertrøje, som han skal bære på torsdagens 2. etape, der slutter på Kiddesvej i Vejle. Skal han holde trøjen helt til Frederiksberg, kræver det først og fremmest en god præstation på netop den etape.

- Jeg håber rigtig meget på det, men jeg havde ikke regnet med at stå her i dag. Jeg havde tænkt, at jeg skulle holde mig til i klassementet og se, hvad det kunne blive til. Ikke desto mindre betyder det rigtig, rigtig meget, og det er et stort skridt på vejen til at kunne være med i kampen om den samlede sejr, fortalte etapevinderen, der kan forvente kyndig vejledning fra sin sportsdirektør inden Vejle-etapen.

 - Vi vil gøre, hvad vi kan, men det er seksmandshold, og derfor meget svært at kontrollere. Der skal held og gode ben til, og vi bliver nødt til at tage en dag ad gangen. Jeg er allerede begyndt at tænke på, hvordan vi skal klare den, lød det fra en spændt Nicki Sørensen. 

På det irske Aqua Blue Sport-mandskab deler Lasse Norman Hansen kaptajnrollen med Casper Pedersen, der vandt en etape og kørte sig på podiet i sidste års udgave af PostNord Danmark Rundt.