Cykling

Belgisk stjerne satte danskerne til vægs på Kiddesvej

Belgiske Wout van Aert vinder anden etape af Danmark Rundt.

Belgiske Wout van Aert vinder 2. etape af cykelløbet PostNord Danmark Rundt med start i Viborg og mål i Vejle.

Chris Anker sad i udbrud det meste af dagen, men da han blev hentet, havde danskerne svært ved at følge med på 'bjergetapen' i Danmark Rundt.

Efter flere danske forsøg på de sidste 10-20 kilometer af anden etape kom den belgiske stjerne Wout van Aert susende. 

Han rystede Alexander Kamp af sig og kørte alene over målstregen.

Onsdagens etapevinder, Lasse Norman Hansen, kom ind som nummer fire, 11 sekunder efter den belgiske vinder.

Det betyder, Wout van Aert er ny mand i den blå førertrøje. Han har seks sekunder ned til Alexander Kamp, der blev nummer to på torsdagens etape. Van Aert fører også pointkonkurrencen, mens Nicolai Brøchner Nielsen samlede point nok sammen til at toppe bakkekonkurrencen. Han sad med i udbruddet en stor del af dagen.

Sådan forløb etapen

Følgende er skrevet af Ritzau

Etapen blev indledt med, at et udbrud på fem ryttere slap væk fra feltet. Én af de fem var Chris Anker Sørensen (Riwal), der er i gang med at køre sit sidste professionelle cykelløb.

Med i udbruddet, der undervejs nåede op på et forspring på seks minutter, var også sidste års vinder af løbets bakketrøje, Nicolai Brøchner (Holowesko Citadel).

Det blev hurtigt klart, at det var bakkespurterne, som Brøchner var på jagt efter torsdag. Den 25-årige dansker var således hurtigst på de fire indlagte bakkespurter på etapen og skal derfor køre i løbets bakketrøje fredag.

Efter den sidste bakkespurt med cirka 40 kilometer tilbage af etapen var Brøchners mission fuldført, og han lod sig med det samme falde tilbage til feltet.

Chris Anker Sørensen gjorde, hvad han kunne for at holde liv i håbet om en sejr på i Vejle, men blev som den sidste fra dagens udbrud indhentet med 17 kilometer tilbage.

33-årige Sørensen nåede at være den første rytter på den stejle Kiddesvej, men blev kort efter overhalet af Rasmus Guldhammer (Team Waoo), der var stukket af.

Chris Anker Sørensen i udbruddet, inden han stak af og kørte solo.

Guldhammer nåede at køre én af de tre omgange på den 5,7 kilometer lange rundstrækning i Vejle, før han blev indhentet.

Med lidt over en omgang tilbage stod det klart, at sidste års vinder i Vejle, Mads Pedersen, ikke ville gentage succesen, efter han blev sat fra favoritgruppen, da Kiddesvej skulle bestiges for tredje gang.

På samme omgang var den danske juniorverdensmester, 18-årige Julius Johansen, stukket af fra feltet sammen med amerikanske Robin Carpenter (Rally Cycling).

Det så ud til, at de to ryttere kunne nå i mål foran resten af feltet, men Wout van Aerts angreb halvanden kilometer fra målstregen var for stor en mundfuld for de to, der endte som henholdsvis fem og tre på etapen.