Cykling

Danske banelandshold åbner EM med håb om medaljer

Særligt det danske kvindelandshold gør sig forhåbninger om at få EM-medaljer på banen i Glasgow.

Følg EM i banecykling fra klokken 19.30 på TV 2 SPORT

Når EM banecykling i Glasgow, Skotland begynder torsdag, stiller det danske kvindelandshold til start med en stærk trio.

Kvindelandsholdet til EM i banecykling 2018

Omnium
Amalie Dideriksen

Pointløb
Amalie Dideriksen

Parløb
Amalie Dideriksen og Julie Leth

3.000 meter individuelt forfølgelsesløb
Trine Schmidt og Julie Leth

Scratch
Trine Schmidt

Udskilningsløb
Trine Schmidt

Det er særligt den dobbelte europamester Trine Schmidt, tidligere medaljevinder Amalie Dideriksen og Julie Leth, der giver forhåbninger om store resultater.

- Efter en god træningslejr i starten af juli, hvor både Trine og Julie har vist gode takter, er jeg optimistisk. Amalie har ligeledes været på træningslejr i Italien, så hun kommer også til EM med god forberedelse, fortæller landstræner Mathias Møller Nielsen til DCU, inden han fastslår:

- Fornemmelsen er god, og jeg synes, vi har niveau til en medalje i både parløb og omnium.

Mens Schmidt og Dideriksen deltager i tre discipliner, er Julie Leth med i to.

PostNord Danmark Rundt svækker herrerne

Mens kvinderne tager til Glasgow med høje ambitioner, ser herrelandsholdet lidt mere ydmygt på egne chancer. 

Det skyldes, at nogle af banelandsholdets faste ryttere kører PostNord Danmark Rundt på landevejen i øjeblikket, og derfor ikke er til rådighed.

Herrelandsholdet til EM i banecykling 2018

4.000 meter holdforfølgelsesløb
Matias Malmberg, Casper Folsach, Oliver Wulff Frederiksen og Rasmus Pedersen 

Pointløb
Matias Malmberg 

Omnium
Casper Folsach 

Parløb
Oliver Wulff og Casper Folsach

- Vi stiller med et ungt og forholdsvis uerfarent hold, så vi har ikke forventninger om at kunne blande os i den absolutte top, men vi håber naturligvis at ramme vores optimale løb, og at de unge ryttere får værdifuld erfaring ved at deltage i en elitekonkurrence, siger landstræner Casper Jørgensen til DCU.

Et enkelt navn skiller sig dog ud på herrernes banelandshold ved EM. Trods sine beskedne 25 år har Casper Folsach vundet en lang række internationale mesterskabsmedaljer, og han er med sin rutine udset en lederrolle på holdet.

Landsholdets øvrige udtagne er Matias Malmberg, Oliver Wulff Frederiksen og Rasmus Pedersen.