Cykling

Etapevinder fik hjælp af konkurrent og ven: - Jeg stoppede med at træde

Rasmus Quaade sad på hjul af Lasse Norman Hansen, da han satte det afgørende angreb ind på 1. etape af Danmark Rundt.

- Jeg fik hullet med en kilometer til mål, hvor jeg sad med en af mine rigtig gode venner på hjul. Da jeg angreb, gik han ikke efter mig. Alle de store sprintertog undervurderede hullet, så jeg var heldig, men jeg kørte også alt, hvad jeg kunne.

Sådan beskriver Lasse Norman Hansen selv det angreb, der førte til hans etapesejr onsdag i PostNord Danmark Rundt. Tv-billederne afslørede, at det var BHS - Almborg-Bornholms Rasmus Quaade, der sad i Normans hjul.

- Jeg bakkede ikke af, men jeg stoppede med at træde. Og jeg sad jo i anden position, så han fik automatisk et par meters hul. Da de andre ikke var stærke nok til at lukke ham, kunne han holde hjem, forklarer Quaade om situationen til TV 2 SPORT. 

- Finalen blev meget rodet og hektisk, så det var ikke et sprintertog, der bare kørte. Med tre kilometer igen sagde Lasse til mig, at jeg skulle køre, så vi kørte finalen sammen med den viden, at vi ikke er holdkammerater, men måske kunne en af os vinde på det. 

Overfor TV 2 SPORT bekræfter Lasse Norman, at han og Quaade samarbejdede i finalen. 

- Med halvanden kilometer til mål havnede vi i næsten præcis samme situation, hvor det så var Quaade, der sagde, at jeg skulle køre. Det lykkedes, siger etapevinderen, der kører torsdagens Vejle-etape i den blå førertrøje.

Jeg har måske boet mere sammen med ham end med min kæreste

Rasmus Quaade om Lasse Norman

Fordele i feltet

At det netop var Rasmus Quaade, Lasse Norman slog pjalterne sammen med i jagten på etapesejr, er langt fra tilfældigt. 

- Rasmus og jeg har været venner i rigtig mange år og har kørt på banelandsholdet sammen. Selvom vi ikke kører på samme hold, er vi rigtig gode venner, fortæller Norman, der også havde glædet sig, hvis Quaade var løbet med sejren.

- Jeg havde gerne set Rasmus i den samme situation. Det, tror jeg, er måden, man definerer rigtige venner. 

Ifølge netop Rasmus Quaade har de to talt om situationen efter 1. etape. 

- Vi har snakket sammen om det, og vi under hinanden sejrene. Jeg har måske boet mere sammen med ham end med min kæreste. Vi har været til OL sammen to gange, og jeg kender ham meget, meget godt, siger Quaade, der er glad på sin kammerats vegne.

- Det er faktisk næsten lige så godt, som hvis det var en fra holdet. Det er jo sådan, at man kender hinanden i feltet. Jeg kender især nogle af de gamle baneryttere, som jeg har været til OL med. Når man har det sammen, opbygger man et specielt forhold til hinanden, og det gør, at man nogle gange kan få nogle fordele i feltet.

Torsdagens kongeetape er 172 kilometer lang og slutter på Kiddesvej. Både Lasse Norman Hansen og Rasmus Quaade gør sig forhåbninger om at køre klassement og skal derfor forsøge at sidde med over den skrappe stigning på omgangene i Vejle.