Cykling

Ullrich i bedring efter stofmisbrug: - Mine børn er min medicin

Jan Ullrich taler ud ovenpå den seneste tids skandaler. Fabrice Coffrini / Scanpix Denmark

Historiens eneste tyske vinder af Tour de France har været i vælten efter en række anholdelser. Nu forklarer han sig.

12 år efter Jan Ullrich satte det endelige punktum for cykelkarrieren, er den tidligere stjernerytter igen havnet i mediernes søgelys. 

En række skandaløse anholdelser har gjort det krystalklart, at Ullrich har mentale problemer. Problemer, der kommer sig af et stofmisbrug, tyskeren indledte efter bruddet med hans nu tidligere ægtefælde. 

Da jeg hverken kunne se eller tale med mine børn, eksploderede jeg. For at falde ned tog jeg kokain og amfetamin

Jan Ullrich, tidligere stjernerytter

Jan Ullrich er i øjeblikket i rehabilitering i Frankfurt, og ifølge den 44-årige Tour de France-vinder selv går det fremad med behandlingen.

- Jeg har det meget bedre nu, for jeg har fået lov til at ringe til mine børn hver dag. Mine børn er min medicin, forklarer han ifølge CyclingWeekly.

- Da problemerne startede for alvor med Sara (ekskone, red.), og jeg hverken kunne se eller tale med mine børn i flere uger, eksploderede jeg. For at falde ned tog jeg kokain og amfetamin, men det behøver jeg ikke længere. Når jeg kan tale med mine børn, er der intet behov for stoffer.

Først blev Ullrich anholdt på Mallorca, hvor han forsøgte at bryde ind hos sin nabo, landsmanden Til Schweiger, der er bedst kendt for sin rolle som Hugo Stiglitz i Quentin Tarantinos 'Inglourious Basterds'. Schweiger holdt fest i privaten, og Jan Ullrich blev så fortørnet over ikke at være inviteret, at han angiveligt brød ind på grunden og truede skuespilleren.

Knap en uge var gået, før den var gal igen. Den 44-årige tysker lod sig anholde i Frankfurt efter tilsyneladende at have overfaldet en prostitueret. 

- Han var påvirket af alkohol og stoffer, da han blev anholdt, sagde en talsmand for politiet i Frankfurt dengang ifølge AFP.

Opbakning fra ærkerivalen

Som 23-årig blev Jan Ullrich den første tyske vinder af Tour de France i 1997. En triumf, der fik de tyske medier til at påklistre ham titlen 'jahrhunderttalent' (århundredets talent på dansk, red.), og som indtraf få år før, Lance Armstrong og US Postal satte sig tungt på løbet. I de år var den dengang unge tysker Armstrongs førsteudfordrer i verdens største cykelløb.

I dag har de begge indrømmet brug af doping og i øvrigt begravet, hvad der måtte være af interne stridigheder. For nylig fik Ullrich endda besøg af sin forhenværende ærkerival.

- Det var så fedt at bruge dagen med denne mand. Som mange af jer ved, elsker jeg Jan Ulrich. Han var en helt særlig rival for mig. Han skræmte mig, han motiverede mig og fik i sandhed det bedste frem i mig. Ren klasse på cyklen, skrev Lance Armstrong på Instagram for knap en uge siden.

- Vi spoler frem til i dag, hvor min ven går igennem en hård tid. Jeg kunne ikke lade muligheden for at komme til Tyskland og bruge et par dage med ham passere. Vær venlige at have Jan i jeres tanker. Han har brug for vores support i lige nu.

I en mail til mediet Cyclingtips har Lance Armstrong i øvrigt udtrykt bekymring for, at Ullrichs problemer kan få den ultimative konsekvens.  

- Sammenligningen med Pantani sidder lige i skabet. Vi har set den film før, og vi ved, hvordan den ender, lød det fra amerikaneren med henvisning til 'Piraten' Marco Pantani, der vandt Tour de France i 1998 - året før Armstrong indledte sit triumftog.

Italienerens dopingmisbrug blev siden afsløret, og det skabte stor røre i støvlelandets presse, hvilket blev for meget for Pantani. I 2004 blev han fundet død af en overdosis på et hotelværelse i Rimini.

Jan Ullrich selv er så langt i sit behandlingsforløb, at han føler sig overbevist om ikke at lide samme skæbne. Tyskeren fortæller, at han har planer om at gengælde Lance Armstrongs visit, når omstændighederne tillader det.

- Når jeg er færdig med min terapi her i Tyskland, tager jeg hjem til ham i Colorado. Han har foreslået mig en klinik, hvor jeg kan gøre min behandling færdig og eliminere de sidste giftstoffer i min krop.

Marcus Burghardt har ligeledes stillet sig til rådighed for Jan Ullrich:

Jan Ullrich var professionel i perioden 1995 til 2006, hvor han mestendels repræsenterede tyske Team Telekom, der siden skiftede navn til T-Mobile. Udover den samlede triumf i Tour de France 1997, vandt han hele syv etapesejre i løbet - den første i rollen som Bjarne Riis' løjtnant i 1996.

Ullrichs CV rummer desuden en samlet sejr i Vuelta a España 1999, en OL-guldmedalje anno 2000 og titlen som verdensmester i enkeltstart i både 1999 og 2001.