Cykling

Nicki Sørensen begræder lukning af danskerhold

Nicki Sørensen var efter sin aktive karriere kortvarrigt sportsdirektør på Tinkoff.

Nicki Sørensen fortæller til TV 2 SPORT, at han skal på jagt efter et nyt job, da Aqua Blue Sport lukker.

Den danske sportsdirektør Nicki Sørensen skal på en uventet jobjagt, efter det mandag kom frem, at hans nuværende hold,  Aqua Blue Sport, ikke har ansøgt om status som prokontinentalhold til næste sæson – cykelsportens næstbedste niveau.

Over for TV 2 SPORT bekræfter den tidligere etapevinder i Tour de France, at der er tale om en lukning af holdet.

- Jeg fik nyheden at vide i morges fra holdejeren i en telefonsamtale. Der er tale om en decideret lukning. Jeg ved ikke, om han kigger efter andre muligheder. Jeg tror ikke, at det er det, han gør lige nu.

Mandagens udmelding betyder, at Nicki Sørensen nu ligesom rytterne skal på jobjagt.

- Jeg er ikke glad for at hoppe til hold til hold, hvilket mine 15 år hos Bjarne også beviser. Jeg vil meget gerne fortsætte i sporten, og jeg vil gerne fortsætte som sportsdirektør. Det er mit primære mål. Jeg leder efter et nyt hold.

Åbner for dansk skifte

Timingen for lukningen af holdet er dog langt fra fordelagtig for Nicki Sørensen. Flere cykelhold har nemlig allerede deres sportslige stab på plads for næste sæson, og det gør situationen vanskelig, vurderer den danske sportsdirektør.

- Det er jo lidt sent for mig, at skulle ud og finde et nyt hold.

I Danmark forsøger både Bjarne Riis (Team Waoo) og Chris Anker Sørensen (Riwal CeramicSpeed)  i disse dage at tage skridtet op fra kontinental til prokontinentalniveau, og hvis det skulle lykkes, kunne det meget vel tænkes, at der kunne blive brug for endnu en sportsdirektør på holdet.  Derfor holder Nicki Sørensen da også øje med, hvad der sker på den front.

- Det ville da være en mulighed at skifte til et af de danske hold, der kan blive prokontinentalhold i næste sæson, siger han til TV 2 SPORT.

Stiller fortsat til start

Nicki Sørensen fortæller videre, at selvom holdet er på vej mod lukning, stiller de fortsat op i World Tour-løbet Tour of Britain, der begynder 2. september.

- Jeg vil gøre alt for, at det her hold kan lukke ned på den bedst mulige måde.

- Det er vemodigt at skulle sige farvel til det her hold og menneske omkring det. Det er svært, at det slutter.  Jeg har ikke kunne mærke, at det var den vej det gik, siger han til TV 2.

Nicki Sørensen har arbejdet som sportsdirektør på Aqua Blue Sport, siden holdet blev etableret i 2017.

Som aktiv rytter kørte han for Bjarne Riis’ cykelhold.