Cykling

Macron med opsigtsvækkende melding om dansk Tour-start

Udtalelsen bekræfter ifølge en af idemændene bag den danske Tour de France-start, at arbejdet mod 2021 nærmer sig målstregen.

Midt i snakken om europapolitik, alliancer og erhvervsliv blev der pludselig sagt 'Tour de France', da den franske præsident, Emmanuel Macron, og Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, afholdt debat i København.

- Du overværede Tour de France i Amiens, og jeg glæder mig til at se Tour de France i København om nogle år, sagde Emmanuel Macron.

Dette blev efterfulgt af høje klapsalver i Den Sorte Diamant på Slotsholmen. Præsidenten uddybede herefter ikke sine - gådefulde - ord.

Bekræfter fremgang

Det er ingen hemmelighed, at Danmark arbejder på højtryk for at få Tour de France-starten til Danmark i 2021. I kulisserne har blandt andre Københavns overborgmester, Frank Jensen, samt en af idemændene bag det, Joachim Andersen, længe forsøgt at overbevise de franske arrangører. 

Dagens udtalelse gør da ikke forhåbningerne om en dansk Tour-start mindre.

- Det ser meget positivt ud, og udtalelsen i dag bekræfter bare den fornemmelse, vi har fra dansk side af: at hele processen mod en potentiel Tour-start går den rigtige vej, og at vi kommer tættere og tættere på målstregen. Og forhåbentligt kommer vi til at passere målstregen, inden andre overhaler os, siger Joachim Andersen til TV 2 SPORT.

Idemanden er selv ikke helt klar over, hvad – og hvor meget – man skal lægge i den franske præsidents ord.

- Det ville overraske mig meget – og jeg ville finde det besynderligt – hvis Macron går ud og bekræfter noget. Jeg mener, at det er folk fra toppen af ASO (organisationen bag Tour de France, red.), der skal være med til at bekræfte.

- Men hvis det er en bekræftelse, så ville jeg da takke meget, fordi det ville sætte os i en god forhandlingssituation, siger han.

2021 er målet

Den erklærede målsætning for de danske bejlere hed i første omgang enten i år 2020 eller 2021. Men da ASO i marts meldte ud, at den franske by Nice skulle lægge asfalt til starten i 2020, måtte der sadles om, og dette gik efter meldingen fint, da Joachim Andersen var nede at besøge Tour de France i sommer.

- Vi står utrolig godt. Jeg har ingen grund til at være pessimistisk – tværtimod, sagde Joachim Andersen dengang.

Her talte han blandt andre med løbsdirektør Christian Prudhomme, og disse samtaler var konstruktive. Derfor forstærkede det håbet og drømmen om en dansk Tour-start i 2021.

Dette blev han igen bekræftet i i sidste uge, da Christian Prudhomme meldte sin ankomst til København i forbindelse med det franske statsbesøg.

- Jeg har ikke på noget tidspunkt været så optimistisk, som jeg er nu. Vi er inde på opløbsstrækningen og har taget hul på de sidste 1.000 meter, og jeg håber ikke, at vi bliver overhalet, sagde Joachim Andersen ifølge Jyllands-Posten.