Cykling

Ny mand i Vueltaens førertrøje efter stor bjergetape

Amerikanske Benjamin King vandt 9. etape af Vuelta a España, mens Simon Yates overtog førertrøjen.

Top-3 på etapen

  1. Benjamin King (Dimension Data)
  2. Bauke Mollema (Trek-Segafredo)​
  3. Dylan Teuns (BMC)

Top-3 i klassementet

  1. Simon Yates (Mitchelton-Scott)
  2. Alejandro Valverde (Movistar) +0:01
  3. Nairo Quintana (Movistar) +0:14

Se hele klassementet her.

Benjamin King vandt 9. etape efter en lang opslidende dag i udbrud.

King kørte fra udbruddet på den sidste del af etapen, men Bauke Mollema åndede ham i nakken på den sidste stigning. 

Til sidst måtte Mollema give op og Benjamin King kunne køre først over stregen for anden gang i dette års Vuelta a España.

Simon Yates overtog løbets førertrøje, efter at Rudy Molard blev sat på etapens sidste stigning. 

Sådan forløb etapen

Af Ritzau

Søndag eftermiddag vandt Benjamin King for anden gang en etape i årets Vuelta a España, da han kørte alene over målstregen på La Covatilla.

Bauke Mollema (Trek) kørte kort efter i mål på andenpladsen, og Dylan Theuns (BMC) blev treer.

Forinden havde trioen ligesom de øvrige ryttere forceret fire stigninger. På den sidste af dem lå målstregen.

Blandt favoritterne til den samlede sejr var Miguel Ángel López (Astana), Nairo Quintana (Movistar) og Wilco Kelderman (Sunweb) hurtigst over stregen.

Men det var en anden af klassementrytterne, der fik mest at juble over. 

Mitchelton-Scott-briten Simon Yates tog nemlig sekunder nok på konkurrenterne til at overtage førertrøjen efter Rudy Molard fra FDJ.

Yates fører nu med et enkelt sekund ned til Movistar-veteranen Alejandro Valverde.

Nogle timer tidligere havde en stor udbrydergruppe vristet sig fri af feltet, og den fik lang snor. Med udsigt til en hård bjergafslutning virkede ingen af holdene til at have interesse i at hale dem ind før finalestigningen.

Med 25 kilometer igen havde en sekstet fortsat syv et halvt minut til feltet. Her sad klasseryttere som Bauke Mollema, Dylan Theuns, Thomas De Gendt og Benjamin King.

Sidstnævnte slap alene afsted på et stejlt stykke 18 kilometer fra mål, og han kæmpede med alt, han havde, for at holde forfølgerne på afstand.

Med ti kilometer til målstregen på toppen af La Covatilla havde Benjamin King halvandet minut til de nærmeste, men Mollema satte farten op og halede gevaldigt ind på den førende King.

En fuldstændig afkræftet King holdt dog længe nok til at juble over sejren. Han vandt også 4. etape tidligere på ugen.