Vuelta a España

Mads Pedersen sover i telt ved siden af 'skide irriteret' kæreste

For nylig fik Mads Pedersen debut som kommentator under en Vuelta-etape. Det kom der mange gode historier ud af.

Se Vuelta a España på TV 2 PLAY

- Det hele bliver bare hårdere. Pulsen stiger, og det er på en måde som at komme i åndenød.

Ovenstående er ikke en beskrivelse af en nærdødsoplevelse. Det er derimod Mads Pedersens udlægning af, hvordan det føles at køre på cykel i højderne.

Hun var derinde i 20 minutter, og så gad hun dæleme ikke det mere. Det kunne jeg godt glemme

Mads Pedersen, cykelrytter

Temaet blev vendt, da den 22-årige Trek-rytter for nylig debuterede som Vuelta a España-kommentator i selskab med den faste trio Rolf Sørensen, Brian Nygaard og Rasmus Staghøj.

Her fortalte Mads P. om sidste års Giro d'Italia, hvor han på 16. etape skulle over det berygtede alpepas Stelvio i over 2700 meters højde. 

- Jeg tænkte, at det antal watt jeg normalt kan køre, det kan jeg fandeme også træde heroppe. Og det kan man bare ikke. Det er ikke det samme, når du kører i de højder. 

Ikke dermed sagt, at Mads Pedersen undgår højdetræning. Den talentfulde cykelrytter foretrækker at sove i ilttelt i privaten fremfor at tage på træningslejre i højderne.

- Jeg bruger det frem mod forårsklassikerne, og det er altså ikke fedt at være på toppen af Stelvio i januar, lød forklaringen.

Godnatkys gennem teltdugen

Det er ikke videnskabeligt bevist, at højdetræning har en positiv virkning. I 2012 konkluderede et dansk/schweizisk forskningsprojekt ifølge Videnskab.dk, at metoden allerhøjest har en placeboeffekt.

Alligevel er det en foretrukken træningsform for en lang række topryttere. Under kommenteringen nævnte Pedersen eksempelvis, at holdkammeraterne Jasper Stuyven og Matthias Brändle begge har indrettet deres soveværelser som iltfattige højdekamre.  

Men selv nøjes han altså med en anordning, der ikke er meget større end et almindeligt tomandstelt. Teltet står i soveværelset. I et andet rum står en maskine, hvorfra en slange puster luft ind i teltet hver andet sekund.

Værd at vide om højdetræning

Blandt cykelryttere er højdetræning blandt de foretrukne metoder, når man virkelig skal ramme topformen.

Træningsformen kan udføres på to måder. 

Højdetræningslejr: Man bosætter sig på et bjerg i over tre kilometers højde, hvor man udfører sin træning. Ryttere som Jakob Fuglsang og Geraint Thomas besøger jævnligt vulkanen Teide på Tenerife.

Ilttelt: Man sover i et lille telt med en maskine tilsluttet, der sørger for, at iltindholdet i luften under teltdugen er tilsvarende, hvad det ville være i tre kilometers højde.

Begge metoder skal angiveligt udføres i mindst tre uger for optimal effekt.

- Det giver en lyd, som man skal vænne sig til, og det bliver min kæreste skide irriteret over, for hun ligger lige ved siden af, forklarede Mads P. under kommenteringen, inden han fortalte om dengang, han forsøgte at lokke kæresten til at sove i teltet.

- Hun var derinde i 20 minutter, og så gad hun dæleme ikke det mere. Det kunne jeg godt glemme. Så nu har vi rykket sengen en meter til venstre. Der bliver lige kysset godnat gennem teltdugen, og så bliver der ellers lukket.

Det er ikke hele året, Pedersen sover i teltet. Kun i tre uger op til de vigtige forårsklassikere er det i brug, men Mads P. ærgrer sig alligevel over modviljen fra hans bedre halvdel. 

- Jeg har fået at vide, man bare skal fortælle sin kæreste, at hun taber sig af det. Det har min kæreste ikke brug for, og hun købte den heller ikke rigtig, lød det fra den 22-årige cykelrytter, der ikke anbefaler ilttelte som et middel til at tabe sig.

- Det er også en dyr slankekur.