Cykling

Dansk profil misser VM efter styrt

Christopher Juul-Jensen misser resten af sæsonen, efter han fredag styrtede og brækkede sit kraveben.  Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Christopher Juul-Jensens sæson er slut, efter han fredag styrtede og brækkede sit kraveben i GP Quebec. Dermed misser han også VM.

Danske Christopher Juul-Jensen har de seneste år været fast inventar på Danmarks VM-hold. 

Men sådan bliver det ikke i år, hvor Danmark for første gang siden 2004 får otte ryttere med til VM. Michelton-Scott-rytteren brækkede fredag sit kraveben efter et styrt i det canadiske endagsløb GP Quebec. 

Jeg er egentlig heldig, at det ikke var værre end et brækket kraveben

Christopher Juul-Jensen

Og det betyder et farvel til VM senere på måneden - men også resten af sæsonen. 

- Det er selvfølgelig ærgerligt. Jeg havde set meget frem til det, fordi det er første gang i lang tid, vi kan stille med otte mand. Det er et bevis på, at vi kører stærkt, og at vores nation er med på allerhøjeste niveau, siger Christopher Juul-Jensen til TV 2 SPORT. 

- Det er altid en stor ære at køre med landsholdet og med landsholdstrøjen på. Det havde jeg set meget frem til. Men der er jo ikke noget at gøre ved det.

Styrtet kommer efter en sæson, hvor Christopher Juul-Jensen vandt sin første etapesejr på World Touren, da han krydsede stregen først på 4. etape i Schweiz Rundt. Fredag var i øvrigt første gang i år, at danskeren udgik af et løb. 

Føler sig heldig efter et brækket kraveben

Selvom Christopher Juul-Jensens sæson nu er slut, så glæder han sig faktisk over, at det 'kun' gik ud over venstre kraveben, da han styrtede på løbets tredjesidste omgang. 

- Jeg ramte et hul i vejen i et blødt sving på en nedkørsel, og så forsvandt forhjulet. Når sådan noget sker, er der ikke meget at gøre, når man kører med 60-70 kilometer i timen. 

- Jeg er egentlig heldig, at det ikke var værre end et brækket kraveben. Da det skete, var jeg mere bekymret for, at det også var gået ud over hoften, nakken og ryggen. Selvom det gør ondt, så kunne det have været meget værre, siger Christopher Juul-Jensen. 

Mens den 29-årige dansker ikke gennemførte løbet, gik det bedre for de andre danskere. Jesper Hansen blev nummer 120, Jakob Fuglsang nummer 46, Søren Kragh Andersen nummer 30, mens Michael Valgren var bedste dansker med en niendeplads i løbet, som Team Sunwebs Michael Matthews vandt. 

VM finder i år sted fra den 22.-30. september og køres på en kuperet rute i og omkring den østrigske by Innsbruck.