Vuelta a España

- Beklager, men jeg tager hjem nu, siger dobbelt etapevinder

Rohan Dennis har gjort rent bord i årets Vuelta med to sejre på to enkeltstarter, men nu tager han hjem fra det spanske.

Se Vuelta a España på TV 2 PLAY.

Med to etapesejre har australske Rohan Dennis fået, hvad han kom efter i årets Vuelta. Nu tager han hjem for at finpudse formen frem mod et større mål.

Det har været to gode dage og 14 rimelig gennemsnitlige dage

Rohan Dennis, dobbelt etapevinder i Vueltaen

- Det har været den bedst mulige forberedelse til verdensmesterskaberne i Innsbruck. Beklager, men jeg tager hjem nu, lød det fra BMC-rytteren, da han mødte verdenspressen efter at have vundet på 16. etape.

Sejren var komfortabel. Dennis var 50 sekunder hurtigere end den amerikanske mester i enkeltstart, Joey Rosskopf.

- Jeg er glad for, at min holdkammerat Joey blev nummer to. Det er godt at se, bekendtgjorde etapevinderen, der selv er australsk mester i disciplinen.

- Jeg holdt mig til planen. Min træner og jeg havde sat mål for min fart forskellige steder på ruten. Jeg forblev rolig og til sidst handlede det bare om at bevare kontrollen. Jeg havde hele tiden i baghovedet, at om to uger skal jeg køre 20 kilometer længere, så jeg ville ikke ødelægge mig selv fuldstændigt. Jeg er glad for, det lykkedes.

Om to uger er VM i Innsbruck på programmet, og her vil Rohan Dennis forsøge at blive verdensmester i enkeltstart. Den 28-årige tempospecialist har flere top 10-placeringer på CV'et, men det er aldrig lykkedes ham at nå helt til tops. Dennis lægger heller ikke skjul på, at Vueltaen mest af alt var en træningslejr for ham. 

- Jeg har kørt to tredjedele af en Grand Tour, og nu tager jeg hjem og forbereder mig specifikt på enkeltstarten. Det er den bedste måde at blive helt klar, tror jeg – især til en lang enkeltstart på 53 kilometer, fortalte etapevinderen, der opsummerede sin Vuelta således:

- Det har været to gode dage og 14 rimelig gennemsnitlige dage.