Vuelta a España

Rohan Dennis gør rent bord i Vueltaen med suveræn sejr - dansker i top-10

Australieren Rohan Dennis er ikke til at slå i kampen mod uret. Tirsdag vandt han også løbets anden enkeltstart.

Rohan Dennis (BMC) er urørlig, når rytterne sendes ud i en ensom kamp mod tiden og hinanden i årets Vuelta a España. 

Australieren, der vandt løbets første enkeltstart, var klart bedst på 16. etape. Han tilbagelagde den 32 kilometer lange enkeltstart på 37 minutter og 57 sekunder - hele 50 sekunder hurtigere end de nærmeste forfølgere. Dermed gør han rent bord med sejre på begge enkeltstarter.

Simon Yates (Mitchelton Scott) brugte etapen til at udbygge sit samlede forspring, mens danske Kasper Asgreen (Quick - Step Floors) blev nummer 10 på enkeltstarten.

Top 3 på 16. etape

  1. Rohan Dennis
  2. Joey Rosskopf +50'
  3. Jonathan Castroviejo +50'

Top 3 klassement

  1. Simon Yates
  2. Alejandro Valverde +33'
  3. Steven Kruijswijk +52'

Sådan forløb etapen

Følgende er skrevet af Ritzau.

Australske Rohan Dennis (BMC) var suveræn, da der tirsdag blev kørt enkeltstart i Vuelta a España.

På løbets 16. etape pumpede den australske mester så meget kraft ud i pedalerne, at han vandt med hele 50 sekunder ned til nummer to, som var den spanske mester Jonathan Castroviejo (Sky).

Rohan Dennis' vindertid lød på 37 minutter og 57 sekunder, og dermed sikrede han sig sin anden etapesejr i dette års udgave af det spanske etapeløb, da Dennis også vandt enkeltstarten på 1. etape i Malaga. 

Quick-Step-danskeren Kasper Asgreen leverede en flot enkeltstart og satte på et tidspunkt under etapen bedste tid. 

Kasper Asgreen var stolt af at have slået den europæiske mester Victor Campenaerts. Video: TV 2 SPORT

Blandt andet kørte den tidligere EM-guldvinder i enkeltstart for U23-ryttere hurtigere end Lotto Soudal-rytteren Victor Campenaerts, der de seneste to år har vundet EM-guld i enkeltstart. 

Asgreen kørte ruten på 39 minutter og 7 sekunder, og det rakte til en tiendeplads på etapen med 1 minut og 10 sekunder op til Rohan Dennis. 

Rytterne skulle efter hviledagen ud på en ensom affære, som en enkeltstart altid er. 

32 kilometer skulle tilbagelægges mellem Santillana del Mar og Torrelavega ved den nordspanske kyst.

Halvvej igennem løbet lå Kasper Asgreen stadig godt til på femtepladsen, men til sidst i løbet, måtte danskeren, der i marts i år stadig kørte på kontinentalniveau for Team Virtu, se sig dumpe længere tilbage. 

I det samlede klassement var det en god dag for Steven Kruijswijk (LottoNL-Jumbo).

Top 10 i klassementet efter 16. etape.

Hollænderen kørte sig til en femteplads på etapen, og dermed stemplede Kruijswijk for alvor ind i det samlede klassement. 

Her fører Simon Yates (Mitchelton-Scott) stadig, og han udbyggede den samlede føring med sin 13.-plads efter Dennis. 

Kruijswijk kørte sig på en samlet tredjeplads med 52 sekunder op til Yates, mens Alejandro Valverde (Movistar) tabte 40 sekunder til Kruijswijk og i stedet tog næsten et minut på holdkammeraten Nairo Quintana. 

Valverde ligger nu samlet nummer to 33 sekunder efter Yates, mens Quintana samlet er nummer fire og har et minut og 15 sekunder op til Simon Yates.

Top 10 på 16. etape.