Cykling

Dansk talent viser storform lige inden VM - Johansen tilbage i gult

To danskere var med blandt de allerbedste på enkeltstarten i Olympia’s Tour. Johan Price-Pejtersen vandt.

Johan Price-Pejtersen og Julius Johansen, begge fra Team Coloquick, har vist sig flot frem i det hollandske etapeløb Olympia’s Tour.

Lørdag kørte de to danskere sig i top tre på enkeltstarten, som Johan Price-Pejtersen vandt, mens Julius Johansen blev nummer tre.

Det sender Julius Johansen tilbage i den gule førertrøje inden løbets sidste etape. Johansen har et forspring på 13 sekunder ned til Marten Kooistra fra SEG Racing Academy.

Olympia’s Tour er et løb for talenter, hvoraf 11 af de 12 seneste vindere er blevet professionelle. Taylor Phinney og Lars Boom er blandt vinderne i Holland.

For Johan Price-Pejtersen er resultatet en rigtig god optakt til VM, der køres sidst i september. Price-Pejtersen skal køre enkeltstart sammen med Mathias Norsgaard Jørgensen og den forsvarende verdensmester Mikkel Bjerg. Enkeltstarten ved VM er dog lidt længere end lørdagens knap 10 kilometer lange rute.

Ved VM, hvor U23-enkeltstarten køres den 24. september, skal rytterne igennem 27,8 kilometer.

Julius Johansen er ikke udtaget til U23-holdet ved VM. Han er 19 år og dermed er han blevet for gammel til at køre juniorløbet, som han vandt i 2017.

Herunder kan du høre TV 2 SPORTs seneste cykelpodcast, der blandt andet handler om VM.