Cykling

Danskere vinder VM-sølv og -bronze i holdtidskørsel

Canyon-SRAM var hurtigst i Østrig og vandt dermed VM-guld i holdtidskørsel for kvinder. Amalie Dideriksen fik sølv og Pernille Mathiesen bronze.

Se alt fra VM i cykling på TV 2 PLAY.

Team Sunweb med danske Pernille Mathiesen formåede ikke at forsvare VM-guldet fra sidste år. I stedet blev det til en tredjeplads, da tyske Canyon-SRAM Racing kørte sig til tops.

Amalie Dideriksen og Boels-Dolmans Cycling Team var nummer tre ved mellemtiden, og den placering vekslede holdet til en andenplads ved målstregen.

Dermed blev det til dansk sølv og bronze ved VM i holdtidskørsel for kvinder.

- Når vi er et af de bedste hold, gik vi efter guldet i dag, siger Amalie Dideriksen til TV 2 SPORT.

- Personligt var det mit første VM i holdløb, så det var en utrolig fed oplevelse. Jeg er stolt over at få en medalje, men vi er ærgerlige over, at det ikke blev til guld, når vi har så stærke ryttere, som vi har, siger hun.

Stor skuffelse er der også i Team Sunweb-lejren.

- Vi kørte for at vinde i dag, og vi troede virkelig på, at det kunne lade sig gøre, så det er skuffende at blive nummer tre, siger Pernille Mathiesen til TV 2 SPORT.

Sådan forløb holdtidskørsel

Holdtidskørslen havde også deltagelse af et dansk hold.

Team Virtu Cycling trillede ned ad startrampen som det andet hold, og da det kom i mål, var det i foreløbig bedste tid - næsten halvandet minut foran det italienske hold Bepink.

Da det danske hold Team Virtu Cycling kom i mål ved VM i holdtidskørsel, var det i foreløbig hurtigste tid. Video: TV 2 SPORT

Heller ikke de fire hold, der startede efter Team Virtu, kunne matche danskerholdet, men så kom Wiggle High5 i mål, og det viftede ikke overraskende Team Virtu væk fra det såkaldte hot seat.

Det britiske hold havde sat bedste mellemtid efter 22,8 kilometer.

Top-6 efter mellemtiden ved 22,8 km

  1. Wiggle High5 25:34.20
  2. Canyon-SRAM Racing +10.98
  3. Boels-Dolmans Cycling Team +18.84
  4. Mitchelton Scott +27.84
  5. Team Sunweb +35.62
  6. Team Virtu Cycling +47.69
De forsvarende verdensmestre havde blot femtebedste mellemtid ved VM i holdtidskørsel. Video: TV 2 SPORT

Meget skete dog på de resterende kilometer af den i alt 54,1 kilometer lange rute.

Canyon-SRAM Racing, de tidligere firedobbelte verdensmestre, der var lidt over 10 sekunder efter Wiggle High5 ved mellemtiden, kom i mål næsten et minut hurtigere end briterne.

Og i takt med at flere og flere hold krydsede målstregen, forsvandt Team Virtu Cyclings medaljechancer.

Ingen kunne dog true Canyon-SRAM, så Amalie Dideriksen og Boels-Dolmans Cycling Team måtte tage til takke med VM-sølv, mens Pernille Mathiesen og Team Sunweb rejste sig en smule fra femtebedste mellemtid og blev nummer tre.

De forsvarende verdensmestre i holdtidskørsel for kvinder måtte nøjes med VM-bronze i Østrig. Video: TV 2 SPORT

Det er første gang siden 2005, at Canyon-SRAM Racing vinder VM-guld i holdtidskørsel for kvinder. Der var i år deltagelse af 12 hold.

Top-6 efter 54,1 km

  1. Canyon-SRAM Racing 1:01:46.60
  2. Boels-Dolmans Cycling Team +21.90
  3. Team Sunweb +28.67
  4. Wiggle High5 +57.38
  5. Mitchelton Scott +1:29.77
  6. Team Virtu Cycling +2:06.23

Senere søndag kører herrerne VM i holdtidskørsel. Du kan få det fulde overblik over starttiderne her: