Cykling

Dansk tempomaskine drømmer om at sætte verdensrekord

Mikkel Bjerg drømmer om en dag at slå Sir Bradley Wiggins' timerekord.

Mikkel Bjerg forsøger at slå den danske timerekord torsdag, men det ultimative mål er at slå Sir Bradley Wiggins' verdensrekord i fremtiden.

Se Mikkel Bjergs timerekordforsøg på torsdag fra klokken 17:55 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Han er lige blevet verdensmester for U23 ryttere for anden gang i en alder af bare 19 år.

Men Mikkel Bjerg hviler ikke på de berømte laurbær. Torsdag hopper han på cyklen på cykelbanen i Odense i jagten på den danske timerekord. Men målet for fremtiden er at køre den bedste time nogensinde.

- Det er helt klart et mål for mig at slå timerekorden. Ikke bare den danske, fortæller Mikkel Bjerg til TV 2 SPORT.

I første omgang er der dog fuldt fokus på at få skrevet sit navn ind på den danske timerekord.

- Jeg håber på, det bliver godt på torsdag. Jeg synes, tallene ser okay ud. Jeg synes ikke, det virker urealistisk, at jeg sætter en rekord på torsdag. Det vil betyde så meget at få den rekord. Det vil betyde super meget.

Hvis Mikkel Bjerg torsdag skal finde smilet frem og glæde sig over en rekord, så skal han op og køre en lille my længere, end de 53,619 kilometer, som den nuværende danske timerekord lyder på, der i juli blev sat af Martin Toft Madsen.

- Jeg vil ikke love, at jeg slår den. Men jeg håber, at jeg snupper rekorden. Jeg kører mig selv helt ud, og så må vi se, hvad det rækker til. Jeg håber på en ny dansk rekord, men det bliver rigtig svært, og den distance, Martin Toft satte, var rigtig god og bliver svær at slå, fortæller Mikkel Bjerg.

Mikkel Bjerg blev verdensmester for andet år i træk i U23 enkeltstart.

Mexico er stedet for den ultimative timerekord

Den distance blev dog sat langt fra cykelbanen i Odense. Og med noget større armbevægelser, end dem 19-årige Mikkel Bjerg går ind til torsdagens rekordforsøg med.

Martin Toft Madsen gik nemlig ind med en klar ambition om slå verdensrekorden fra den tidligere Tour de France-vinder Sir Bradley Wiggins på 54,526 kilometer, da han tog hele vejen til Mexicos højder i Aguascalientes for sit forsøg.

En verdensrekord, Mikkel Bjerg allerede nu har ambitioner om at slå en dag.

- Jeg tror, både mig og min træner Thomas Dalsted ser det her lidt som et skridt i retning af verdensrekorden. Kan jeg sætte en fornuftig distance på torsdag, så vil det også give mig blod på tanden til at gå endnu mere efter verdensrekorden fremover, lyder det fra den dobbelte verdensmester til TV 2 SPORT.

Bjerg er også klar over, at cykelbanen i Odense ikke er stedet, man slår selveste Sir Bradley Wiggins.

Han vil gerne følge i fodsporerne på Martin Toft Madsen og tage turen til Mexico i jagten på den tidligere cykelstjernes timerekord.

- Det er pengene, der gør, at vi står her i Odense og ikke i Mexico. Det er Mexico, man skal til, hvis man skal sætte den hurtigste tid overhovedet.

- Det er svært at sige, hvornår jeg skal til Mexico. Det kommer an på sæsonen, og hvordan det passer ind. Men det er klart et personligt mål for mig at sætte en verdensrekord. Også gerne én, der bliver stående nogle år, fortæller Bjerg til TV 2 SPORT.

I første omgang er fokus dog rettet ind på den danske timerekord for Mikkel Bjerg.

En rekord, han selv var indehaver af i godt og vel tre måneder, efter han i oktober sidste år kørte 52,311 kilometer på netop Odense Cykelbane. 

De længste distancer for timerekorden (siden regelændringen i 2014)

  1. Bradley Wiggins 54,526 (London, 7. juni 2015)
  2. Martin Toft Madsen 53,619 (Aguascalientes, 26. juli 2018)
  3. Tom Zirbel 53,037 (Aguascalientes, 16. september 2016)
  4. Alex Dowsett 52,937 (Manchester, 2. maj 2015)
  5. Dion Beukeboom 52.757 (Aguascalientes, 22. august 2018)
  6. Rohan Dennis 52,491 (Grenchen, 8. februar 2015)
  7. Martin Toft Madsen 52,324 (Ballerup, 11. januar 2018)
  8. Mikkel Bjerg 52,311 (Odense, 7. oktober 2017)
  9. Thomas Dekker 52,221 (Aguascalientes, 25. februar 2015)
  10. Matthias Brändle 51,852 (Aigle, 30. oktober 2014)
  11. Jack Bobridge 51,300 (Darebin, 31. januar 2015)
  12. Jens Voigt 51,110 (Grenchen, 18. september 2014)