Cykling

Riis og Holm uenige om knivoverfald – hvem reddede hvem?

Bjarne Riis og Brian Holm kørte sammen på Team Telekom i slutningen af 1990'erne.  Jens Nørgaard Larsen / Scanpix Danmark

Brian Holm og Bjarne Riis var i slutningen af 1990’erne udsat for et knivoverfald, hvor Brian Holm blev ramt i halsen. Det fortæller de i en podcast.

- Kan du huske, da jeg reddede dit liv? spørger Brian Holm.

- Nej, men jeg kan huske, da jeg reddede dit liv, svarer Bjarne Riis.

Sådan indleder de tidligere cykelryttere en både hyggelig og alvorlig snak i Brian Holms cykelpodcast, Radio Godefroot, der udgives af Heartbeats.

Holm og Riis er enige om, at de var udsat for et voldsomt angreb i slutningen af 1990’erne – men de er ikke enige om, hvem der reddede hvem. Med tilladelse fra Heartbeats bringer vi her deres version af historien om den mørke nat på Mallorca.

Bjarne Riis: - Jeg havde inviteret holdet ud på pizza. Vi to gik selv hjem, og så kom der en lille gut springende ud foran os.

Brian Holm: - Han kommer løbende og råber. Jeg tror, jeg har glemt nøglen, og vi stopper sådan lidt op. Han har noget i hånden, og jeg tænker: Det må da være vores nøgle. Så er det en kniv! Så står han med en kniv. Det var måske ikke noget samuraisværd, han stod med, men det var dog en kniv af en anseelig størrelse, vil jeg sige. Og så går det op for os, at det er sådan et landevejsrøveri, vi er ude i.

- Jeg kan huske, at du bliver temmelig forskrækket. Du blev nærmest bange. Og jeg tænker: Der må jeg sgu tage over. Ej, du blev ræd, Bjarne.

- Jeg kommer jo fra Amager. Der kan man lidt karate og boksning og sådan. Så tænker jeg: "Han får lige et spark i maven, så jeg får kniven fra ham". Og der får han jo snydt mig. Idet jeg laver det her saksespark, der ikke går som planlagt, får han stukket mig i halsen med kniven. Han langer ud, og jeg tænkte: "Satans, der var han ved at ramme mig i øjet. Feje dyr – han stikker i hovedet".

Bjarne Riis: - Det gør man ikke på Amager!

Brian Holm: - Nej, nej! Jeg kan huske, jeg blev lidt befippet. Det begyndte at bløde, og der finder du en kæp eller en sten, og så kommer der simpelthen et tarzanbrøl, kan jeg huske. Og så løb vi i alle retninger.

Bjarne Riis: - Så det var der, jeg reddede dit liv.

Brian Holm: - Eller jeg reddede dit, for ellers var det måske dig, han havde ramt. Det var faktisk voldsomt.

Bjarne Riis: - Det var det. Også fordi jeg troede, sådan en Amagerdreng kunne det hele. Men det kunne han bare ikke, og jeg tror, jeg blev så forskrækket, at jeg næsten blev aggressiv. Jeg skreg så meget, at han blev helt bange og løb.

Her ses Brian Holm og Bjarne Riis under en træning i 1996.

Dagen efter episoden stillede de to danskere op til pressemøde som planlagt. Brian Holm ankom med et plaster på halsen, og hvordan undgår man så endnu et overfald - denne gang med spørgsmål fra journalisterne?

Brian Holm: Jeg sagde, jeg havde barberet mig. Det var de gode, gamle dage!

I dag er både Brian Holm og Bjarne Riis aktive i cykelverdenen. Brian Holm er sportsdirektør på Quick-Step Floors, mens Bjarne Riis ejer Team VIRTU Cycling, der er et kvindehold på World Touren, og Team Waoo, der er et herrehold på kontinentalniveau.