Cykling

Australien skal afholde VM i 2022

Wollongong i det sydøstlige Australien bliver vært for VM i landevejscykling i 2022.

I sidste uge var verdensmesterskaberne i landevejscykling i fuld gang i den østrigske by Innsbruck, hvor Alejandro Valverde kunne lade sig hylde som ny verdensmester.

Når verdensmesteren skal findes i 2022 bliver det den australske by Wollongong i New South Wales, der kommer til at lægge asfalt til kampen om den prestigefyldte regnbuetrøje.

- Værtskabet i 2022 i Australien er et kup for landet og vores sport. Vi ser frem til en fantastisk begivenhed i Wollongong, der vil vise de bedste cykelryttere i verden frem. Begivenheden vil tiltrække interesse fra hele landet og inspirere den næste generation af australske cykelryttere, siger administrerende direktør for Cycling Australia Steve Drake til unionens hjemmeside

På fredag kommer UCI med en annoncering af det australske værtskab i Innsbruck, og UCI's præsident, David Lappartient, glæder sig over, at verdensmesterskaberne rykker udenfor Europa.

- Det viser, at vores UCI-verdensmesterskaber virkelig er blevet universelle, ikke kun når det kommer til deltagere, men også når det handler om placering. Den globale trend vil blive styrket yderligere, når  verdensmesterskaberne afholdes i Afrika i 2025, siger UCI-præsidenten ifølge Velonews.

Australien var senest vært for VM i landevejscykling i 2010, hvor norske Thor Hushovd vandt foran Matti Breschel. Næste år bliver mesterskaberne afholdt i Yorkshire i England.