Cykling

Søren Kragh vinder Paris-Tours

Søren Kragh Andersen tog sin største sejr i karrieren, da han kørte alene over målstregen i efterårsklassikeren Paris-Tours.

24-årige Søren Kragh Andersen leverede søndag et kæmpe resultat, da han vandt det traditionsrige franske løb Paris-Tours, hvor han sidste år blev nummer to.

Den danske Sunweb-rytter kom afsted i et udbrud med 35 kilometer til mål, hvor han fik selskab af Quick-Step Floors-rytteren Niki Terpstra og Benoit Cosnefroy fra AG2R La Mondiale.

Ti kilometer fra mål kørte Kragh Andersen fra Terpstra og Cosnefroy, og danskeren fik omgående hul til de to konkurrenter. 

Terpstra og Cosnefroy forsøgte at få et samarbejde i gang for at hente danskeren, men med cirka syv kilometer tilbage så det ud til, de begge gav op. De slap trådet en smule, og derfor kunne Kragh udbygge sit forspring.

Søren Kragh Andersen etablerede et hul på lidt over 20 sekunder, og derfor kunne danskeren til sidst køre alene over målstregen.

Sidste års nummer tre, Terpstra, blev nummer to, mens Cosnefroy blev nummer tre. 

Top ti fra Paris-Tours 2018.

Paris-Tours-sejren kroner en flot sæson for Søren Kragh Andersen, der tidligere i år vandt en etape i Schweiz Rundt og kørte rundt i ungdomstrøjen flere dage i Tour de France.

Søren Kragh Andersen bliver den tredje dansker, der vinder Paris-Tours. Tidligere har Jakob Piil og Rolf Sørensen vundet den franske efterårsklassiker, der blev kørt for første gang i 1896. Store stjerner som Francesco Moser, Seán Kelly og Erik Zabel har også tidligere vundet Paris-Tours.

Som et nyt tiltag i det franske løb skulle rytterne i år køre på grusveje på en rute, der strakte sig over 214,5 kilometer.