Cykling

Endnu en dansker skifter til Team Sunweb

Lillebror Søren Kragh Andersen (tv.) får selskab af sin storebror, Asbjørn, på Team Sunweb i 2019. Henning Bagger / Scanpix Denmark

Asbjørn Kragh Andersen træder ind på den største scene, når han fra næste sæson skal køre på World Tour-holdet Team Sunweb.

Brødrene Kragh Andersen genforenes fra næste sæson, når Søren Kragh Andersens storebror, Asbjørn, slutter sig Team Sunweb.

Det skriver World Tour-holdet i en pressemeddelelse.

Asbjørn Kragh Andersen har i denne sæson kørt for Bjarne Riis' Waoo-mandskab på kontinentalniveau, cykelsportens tredjehøjeste niveau. I 2019 springer han det midterste skridt på trappen over og skal kæmpe side om side i verdens bedste cykelfelt.

- Jeg glæder mig virkelig til min World Tour-debut med Team Sunweb. Ledelsen og måden, hvorpå holdet fungerer, er præcis sådan, jeg også kan lide at arbejde på, og jeg tror, jeg kommer til at passe ind i holdet, siger den nye Sunweb-dansker, som har planen klar:

- Alt er i kontrol, men der er stadig plads nok til at prøve nye ting, at udmærke sig og forbedre sig over hele linjen. Jeg kan godt lide forårsklassikerne og også de korte, eksplosive stigninger. Jeg kører en god spurt og leadout, og jeg håber at tilføre god værdi til det aspekt af holdet.

26-årige Asbjørn Kragh Andersen bliver den anden nye dansker på holdet fra næste sæson, hvor også Casper Pedersen blev præsenteret i september. Holdets hollandske træner glæder sig over udsigten til endnu en dansker på holdet.

- Vi har haft Asbjørn på vores radar i nogen tid nu, og vi er glade for at byde ham velkommen til holdet. Han bringer støtte til klassikerne og tilføjer også værdi til vores sprintertog, siger holdets træner Marc Reef og tilføjer:

- Vi sigter efter at udvikle disse to kvaliteter for at gøre ham i stand til at nå topniveau. Hans mentalitet til at køre som en holdkammerat og den positive energi, han bringer, er vigtige værdier for os, og det vil helt sikkert gøre os stærkere. Vi glæder os til den nye sæson med Asbjørn.

Udover Søren Kragh Andersen og Casper Pedersen kan den nye Team Sunweb-rytter se frem til at blive holdkammerat med prominente navne som Tom Dumoulin og Michael Matthews. Og Jan Bakelants, som holdet præsenterede sammen med Asbjørn Kragh Andersen onsdag.

Brødreparret Kragh Andersen kørte senest på hold sammen for Team Trefor - Blue Water i 2015.

Fra 'fransk helvede' til Riis-hold

Asbjørn Kragh Andersen har tidligere stiftet bekendtskab med cykling på højt niveau, da han i 2016 skiftede til prokontinentalholdet, cykelsportens næsthøjeste niveau, Delko Marseille Provence KTM. Her var han blandt andet på startlisten i det prestigefyldte Paris-Roubaix, som holdet fik wildcard til. 

Det fungerede dog ikke på det franske mandskab, og efter to sæsoner forlod han det, som han selv kaldte for et 'fransk helvede', og vendte hjem til trygge rammer og Bjarne Riis' Team Waoo. Efter en enkelt sæson er han nu frisk på endnu et eventyr i udlandet.

Denne gang får han foruden selskab af to danske ryttere en dansk sportsdirektør i form af Morten Bennekou. 

Asbjørn Kragh Andersen er endnu en i rækken af Team Waoo, som forlader holdet, som allerede har sagt farvel til profilerne Alexander Kamp, Niklas Larsen og Torkil Veyhe.