'Overrasket' Kristoff frygter for egen Tour-fremtid efter Gaviria-skifte

16x9
Norske Alexander Kristoff vandt på Champs Élysées i dette års Tour de France. Foto: Jeff Pachoud / Ritzau Scanpix

Alexander Kristoff føler sig ikke sikker på, at han har en fremtid på UAE-holdets Tour de France-mandskab efter tilgangen af Fernando Gaviria.

Nordmanden Alexander Kristoff har i denne sæson været det absolut stærkeste bud på en supersprinter på UAE Team Emirates-mandskabet.

Den status kan den nu 31-årige Kristoff dog langt fra være sikker på i næste sæson, efter holdet fra emiraterne onsdag offentliggjorde, at man har skrevet kontrakt med den colombianske stjerne Fernando Gaviria fra Quick-Step, der vandt to etaper i årets Tour de France.

Et skifte, der har taget norske Kristoff på sengen.

- Jeg har ikke vidst noget om dette, så jeg er overrasket, lyder det i en SMS til TV 2 Norge fra den tidligere vinder af Flandern Rundt og Milano-Sanremo

Selvom der er blevet længere mellem Alexander Kristoffs store sejre de seneste år, så snuppede nordmanden én af de mest prestigefyldte ad slagsen i dette års Tour de France, da han vandt på Champs-Élysées.

Men med tilgangen af det 24-årige spurtfænomen Fernando Gaviria, tør Kristoff ikke længere regne med flere store sejre i Tour de France for UAE Team Emirates. Faktisk er han slet ikke sikker på, om han er med, når næste års franske rundtur begynder i belgiske Bruxelles. 

- Jeg er usikker på, hvad planen er. Vi har ikke haft møder om planerne for næste sæson endnu. Så jeg kan ikke garanterer, at jeg kører Tour de France næste sæson. Men hvis vi begge kører, vil jeg antage, at han er hurtigere end mig, og man kører jo for den hurtigste rytter.

- Men det har jo generelt fungeret godt hos Quick-Step, der i år har haft både Elia Viviani og Gaviria på samme hold, så jeg satser på, det kan få samme effekt hos os, skriver Kristoff videre i en SMS til TV 2 Norge.

Næste sæson er den sidste, hvor Kristoff og UAE-holdet har papir på hinanden. Og nordmanden udelukker da heller ikke, at den kommende sæson bliver den sidste for mandskabet fra emiraterne efter Gavirias ankomst.

- Jeg vil vurdere mine muligheder. Det er mit sidste år i denne kontrakt, så det bliver et spændende år uanset hvad, slutter Alexander Kristoff SMS-korrespondancen med TV 2 Norge

I de seneste to sæsoner har Alexander Kristoff kunne juble over en sejr 12 gange. Til sammenligning har Fernando Gaviria kørt først over stregen 23 gange i samme periode.