Cykling

Valgren misser fornem pris - verdensmester kåret til årets rytter

Alejandro Valverde vandt endelig den VM-trøje, han har været så tæt på at vinde, så mange gange tidligere.

Michael Valgren var blandt de 14 nominerede til Vélo d'Or, bedre kendt som årets bedste cykelrytter, men måtte se Alejandro Valverde løbe med titlen.

Den danske cykelstjerne Michael Valgren har haft karrierens bedste år på cyklen, hvor det i denne sæson blev til sejr i både Amstel Gold Race og Omloop Het Nieuwsblad.

For de sejre samt flere store præstationer var danskeren blandt de 14 nominerede til cykelsportens fornemmeste pris, Vélo d'Or, eller årets cykelrytter om man vil. Det er det franske cykelmagasin 'Vélo Magazine', der står for kåringen og fredag blev vinderen offentliggjort.

Og den fornemme titel røg ikke i armene på Michael Valgren. I stedet var det den forholdsvis nykårede verdensmester, Alejandro Valverde, der kunne skrive den fornemme pris på sit ligeså imponerende CV for første gang i karrieren.

Udover titlen som verdensmester har den 38-årige spanier noteret sig for 13 sejre i cykelsæsonen 2018. Blandt andet vandt Valverde to etaper i Vuelta a España og strøg til tops og tog den samlede sejr af Katalonien Rundt.

Den fornemme sæson fra Valverde kommer ovenpå et forfærdeligt styrt i sidste års udgave af Tour de France, hvor den spanske veteran flækkede sin knæskal og frygtede, han aldrig ville komme tilbage.

- Jeg kiggede ned på mit knæ og tænkte, ’jeg kan glemme alt om at komme på cyklen igen.’ De 15 minutter, hvor jeg lå på jorden og ventede på ambulancen, var de værste, har Alejandro Valverde fortalt ved tidligere lejlighed.

Men det gjorde 'El Imbatido' (Den ubesejrede, red.) og tog for godt en måned siden karrierens største sejr, da han vandt sit første VM i karrieren. 

Nu har Alejandro Valverde så ligeså sikret sin første Vélo d'Or til sejrsrækken. Nu venter der dog en noget mere vant rutine for spanieren, der er i gang med at gøre sig klar til sin 16 sæson på cykelsportens øverste niveau.

Vélo d'Or blev overrakt første gang i 1992, hvor Miguel Indurain vandt.

Sidste år blev prisen vundet af Chris Froome foran Tom Dumoulin og Peter Sagan.

Herunder er alle de nominerede til prisen:

  • Julian Alaphilippe 
  • Anna van der Breggen 
  • Tom Dumoulin 
  • Chris Froome 
  • Michał Kwiatkowski 
  • Primož Roglič 
  • Peter Sagan 
  • Niki Terpstra 
  • Geraint Thomas 
  • Michael Valgren 
  • Alejandro Valverde 
  • Elia Viviani 
  • Annemiek van Vleuten 
  • Simon Yates