Cykling

Cykelboss forstår ikke tidligere Riis-rytter, der vil gøre comeback som 52-årig

Italienske Andrea Tafi jubler med brostenstofæet efter sin sejr i Paris-Roubaix 1999.

Andrea Tafi gør formentlig comeback i næste års Paris-Roubaix i en alder af 52, og det vækker hovedrysten hos Patrick Lefevre.

20 år efter sin sejr i en af cykelsportens største klassikere skal Andrea Tafi tilbage på cyklen.

Den nu 52-årige italiener sagde for nylig til hollandske Het Laatste Nieuws, at han har fundet et "stort hold", der gør det muligt at indfri drømmen om en tilbagevenden til Paris-Roubaix. 

Til samme medie fortalte Tafi, at han har tilbudt sig til Quick-Steps boss - uden held. Patrick Lefevre giver nu sin version af mødet i et interview med Cyclingnews.

- Jeg så ham ved et sponsorevent i sidste uge, hvor jeg spurgte Andrea, om han har fået feber eller er blevet skør. Jeg forstår det ikke, fastslår han. 

- Han spurgte mig grinende, men med en snert af seriøsitet, om vores hold er interesserede. Men du kender vores hold. Det er i forvejen en kamp at komme blandt vores ryttere til Paris-Roubaix, og jeg vil ikke investere i et projekt for opmærksomhedens skyld.

I samme interview giver Lefevre udtryk for, at han håber, det lykkes Andrea Tafi at stille til start i forårsklassikeren, selvom han ikke har den store tiltro til italienerens evner på cyklen:

- En 90-årig kunne starte Paris-Roubaix. Jeg ved bare ikke, hvor længe han vil være i stand til at følge feltet. Jeg har virkelig ingen idé om, hvor længe Andrea vil holde ud.

Et PR-stunt

Andrea Tafi blev professionel i 1989 og fortsatte i 16 år. I 2005 blev han nummer 42 i sit hidtil sidste løb, Paris-Roubaix.

Forinden havde han kørt en enkelt år på Bjarne Riis' CSC-hold, men karrierens højdepunkt kom i Mapei-Quickstep-trøjen anno 1999, hvor han vandt selvsamme franske forårsklassiker. 

Af andre store resultater kan nævnes sejre i Lombardiet Rundt, Paris-Tours og Flandern Rundt. Nu vender Tafi tilbage i en alder af 52, og han tager sig ikke af kritikken.

- Alle siger, at jeg er skør, men det mener jeg ikke. Jeg følger mit hjerte. Jeg ved, hvor svært det er, men jeg vil også se, hvor mine grænser er, fortalte han i interviewet med Het Laatste Nieuws.

Der er mange måder at få en midtvejskrise på, og den her er i det mindste sund

Brian Nygaard

Ifølge Patrick Lefevre er der planer om, at et dokumentarhold skal følge Andrea Tafis comeback.

- I udgangspunktet kan vi alle blive enige om, at det er et PR-stunt. Der er mange måder at få en midtvejskrise på, og den her er i det mindste sund, sagde TV 2 SPORTs cykelekspert Brian Nygaard fredag.

- Fred være med, hvis et hold tager ham med, så længe han ikke tager pladsen fra en ung rytter. Jeg hører ikke til dem, der kan blive sure over, at han vil gøre det her. Alle har en drøm, og det her er hans.

Det vides som nævnt endnu ikke, hvilket hold Andrea Tafi har skrevet under med. I år blev der uddelt syv wildcards til Paris-Roubaix, og de tilfaldt Vérandas Willems, Direct Energie, Cofidis, Fortuneo, Delko Marseille, Vital Concept og Aqua Protect.