Cykling

Den dag spolerede danske Djernis VM-festen i Italien

Henrik Djernis blev verdensmester i cykelcross i 1993. Derudover vandt han DM, når han havde lyst. Som her på billedet i 1999.

Henrik Djernis er Danmarks eneste verdensmester i cykelcross for eliten. Få hele historien om dengang Djernis spolerede den italienske fest i 1993.

I starten af februar 2019 bliver VM i cykelcross kørt i Bogense. De bedste crossryttere i verden vil kæmpe om den eftertragtede regnbuetrøje, som verdensmesteren må bære i det kommende år.

Én dansker har vundet trøjen hos eliten, siden verdensmesterskaberne blev kørt første gang i 1950. Henrik Djernis i 1993. Dengang kørte de professionelle og amatørerne hver for sig til VM, selvom de konkurrerede på lige vilkår resten af sæsonen. Djernis var ikke professionel, så han stillede op blandt amatørerne. 

Det her er historien om Danmarks eneste verdensmester i cykelcross for eliten, Henrik Djernis. Djernis har snakket og fortalt, og TV 2 SPORT har noteret og skrevet ned.

Det var godt, at Djernis boede hjemme hos sine forældre, indtil han var 23-24 år, for der var ikke ret mange penge i cykelsporten

Kærligheden til cykelcross

Henrik Djernis elskede cykelcross. Det var den disciplin, der mindede mest om den måde, han begyndte at køre på cykel som dreng. På en BMX-cykel i fuld fart udover hjemmelavede hop og ruter omkring barndomshjemmet. Det var den sjoveste leg, han kunne komme i tanke om.

Han var også rigtigt god til at køre cross. Da han som ung kørte sit første løb i Danmark, vandt han. Det gjorde det endnu sjovere at køre lige netop cykelcross.

Der var desværre ikke rigtigt nogle penge i cykelcross, så Djernis begyndte også at køre mountainbike. Det var han lige så god til, og der vandt han også løb hele tiden.

Det gav lidt præmiepenge hist og her, ligesom Team Danmark spyttede lidt i kassen. Men det var godt, at Djernis boede hjemme hos sine forældre, indtil han var 23-24 år, for der var ikke ret mange penge i cykelsporten.

Som voksen kørte han flere verdensmesterskaber i cykelcross. I 1988 vandt han bronze, og i 1991 vandt han sølv. Han havde været tæt på at blive verdensmester, følte han. Specielt fordi han engang mente, at han kunne have vundet, hvis ikke en konkurrent hev ham med ned i et styrt til sidst. Det var bunduretfærdigt. 

Ny metode til forberedelse

I vinteren 92-93 var formen lige, hvor den skulle være. Han havde ganske vist ikke kørt så mange crossløb den vintersæson, men han havde trænet godt og hårdt. Og så prøvede han noget nyt i forhold til forberedelsen til det kommende VM i cykelcross i Corva i Italien. Hans træner, Allan Poulsen, som også var en del af DBUs trænerstab, mente, at Djernis skulle se og prøve ruten i Italien på forhånd.

Sådan en forberedelse er helt normal i cykelsporten i dag, men det var det ikke dengang. I hvert fald ikke i cykelcross.

Djernis rejste til Corva og fandt den rigtige mark, hvor løbet skulle køres. Den var ret flad med nogle små stigninger, men den var også smattet og mudret, og når ruten er smattet bliver det en tung og hård rute. Djernis ville hellere have et hårdt underlag og dermed en hurtigere rute, for det var han bedst til. Men han kunne lige så godt lære at elske det bløde underlag, for der var aldrig så koldt i Corva, at jorden frøs og blev hård.

Djernis kørte på ruten igen og igen, indtil han kunne huske det hele. Han kunne køre den med lukkede øjne til sidst. Og da han kom hjem til Kalundborg designede han en rute i området, som mindede om Corva-ruten. Der lå han og kørte rundt, indtil han blev rundtosset.

Nu bliver du verdensmester, for ham der har vundet det her løb de seneste fire i træk er også blevet verdensmester bagefter

Arrangør til Djernis

'Nu bliver du verdensmester'

Til nytår lod han venner og familie feste hjemme i Danmark, imens han selv tog til Schweiz for at køre nytårscross. Han vandt et løb d. 31. december.  

- Nu bliver du verdensmester, for ham der har vundet det her løb de seneste fire i træk er også blevet verdensmester bagefter, sagde arrangøren af løbet til Djernis.

Det morede Djernis og vennerne sig lidt over.

Sejren var da også et bevis på, at Djernis var i rigtigt god form, men der var alligevel et stort problem i forhold til at blive verdensmester en måneds tid efter i Corva. Problemet hed ”Daniele Pontoni”. En italiensk konkurrent, som vandt crossløb på stribe helt op til VM. Han var tidens bedste rytter, der stillede op til amatør-VM, og han havde endda været med til at designe ruten i Corva, som nærmest lå i hans baghave.

Han var i særdeleshed god på de mudrede, smattede og tunge ruter, hvor der skal råkraft til for at drive cyklen frem. Det var sådan rute, de alle sammen havde i vente i 1993.

Pontoni var så god og populær i området, at man spøgte med, at regnbuetrøjen, som verdensmesteren vinder, allerede var blevet lavet i Pontonis størrelse.

Frost for første gang i 30 år

Da Henrik Djernis ankom til Italien, fik han en sen julegave. Det var frostvejr, og det havde varet så længe, at jorden på ruten var hård. Det var første gang i 30 år, de havde oplevet sådan et vejr i det område. Okay, det med de 30 år tåler måske ikke et faktatjek, men sådan husker Djernis, at han fik det fortalt. Det var i hvert fald usædvanligt koldt i fladlandet tæt på Venedig.

Djernis var henrykt. Det var helt perfekte forhold for ham, og det øgede klart hans muligheder for at køre om kap med Pontoni.

Da Djernis stod på startstregen og ventede på, at løbet skulle gå i gang, frøs han. Det var lige, som det skulle være. Han har altid sagt om cykelcross, at hvis man ikke klaprer tænder inden starten, har man for meget tøj på. Og det siger han velvidende, at han egentlig ikke kan lide at fryse. Men cykelcross er så intenst og eksplosivt, at man får varmen efter få minutters kørsel.

Djernis skulle få ekstra mulighed for at køre sig til varmen på den første omgang i løbet. Allerede kort tid inde i løbet fik han en defekt. Man plejer at sige om et cykelcross-løb, at det ikke kan vindes på første omgang, men det kan tabes. En defekt kan være det samme som at tabe.

Djernis fik hurtigt fat i sin reservecykel, og derfra måtte han bruge kræfter på at køre sig fra gruppe til gruppe, indtil han nåede de forreste ryttere igen. Alarmen var foreløbigt afværget, men det havde kostet kræfter.

Publikum var ’helt oppe og støde’, som Djernis selv formulerer det, og de heppede alle sammen stolt på hjemstavnens søn, Daniele Pontoni. Manuskriptet var skrevet således, at Pontoni skulle køre først over stregen på sidste omgang.

Den forventning måtte Pontoni betale for overfor de andre ryttere, for hans favoritværdighed betød, at de alle sammen sad og kiggede på ham. Det var op til ham at skabe og kontrollere løbet.

Djernis var blandt en håndfuld outsidere. Han kunne køre løbet bagfra, som man siger i cykelsporten. Det betyder, at det ikke var op til ham at styre tempoet eller at kontrollere løbet.

Tysk outsider skabte problemer

På trods af den dårlige start på løbet følte Djernis sig flyvende. Benene lystrede lige som de skulle, og hovedet var helt klart. Det var en følelse, der gav selvtillid.

Med et par omgange tilbage af løbet kørte tyskeren Timo Berner væk fra favoritgruppen. Berner var ikke blandt favoritterne, men han var bestemt ikke dårlig på en crosscykel.

Djernis skævede over til Daniele Pontoni. Det samme gjorde de andre i gruppen. Det var op til ham at gøre noget ved den nye situation med Berner liggende alene i front.

Men Pontoni gjorde ikke noget ved det.

Det begyndte at blive en kritisk situation, tænkte Djernis, da tyskeren fik længere snor. Djernis havde prøvet at vinde sølv og bronze tidligere, så det gad han ikke at køre om én gang til. Han gik efter guldet.

Han vurderede derfor, at det var tid til, at han selv greb til handling, for hvis ikke der skete noget, endte Berner med at snyde dem alle sammen og køre alene hjem til sejr.

Alt eller intet

Djernis satsede og angreb fra gruppen. Han vidste, at med sådan et angreb var der to muligheder. Enten ville han slå et godt hul til gruppen, hente tyskeren og køre med om sejren, eller også ville han dø på det og tabe.

Han vurderede, at han bare skulle have et hul på 50 meter, da han kom ud på et lille stykke med asfalt, som ledte hen til målstregen, hvorfra der resterede én omgang. Hvis han fik det, skulle det nok lykkes for ham at komme op til tyskeren.

Og det var nøjagtigt, hvad der skete. Hullet blev lige akkurat stort nok til, at han kørte alene, og kort tid efter hentede han Berner.

Djernis har altid haft det sådan, at når benene er gode, og formen er på plads, tager man næsten altid de rigtige beslutninger. Det er som om hans hoved er mere klart, hvis benene er gode. Og det gjaldt sådan set også i mountainbike og landevejsløb.

Og lige der på marken i Corva var både ben og beslutninger helt perfekte.

VM-trøjen var for stor

På sidste omgang kørte Djernis fra Berner, og kom nok engang ud på det lille stykke asfalt, men denne gang var der ikke nogen ryttere foran ham. Han var på vej til at blive verdensmester.

Men der var noget i vejen.

Der var så underligt stille blandt publikum. De havde været så larmende og hujende under hele løbet. Speakeren sagde heller ikke noget, som han plejede at gøre på sidste omgang. Der var da ellers blevet ringet med klokken, da de kørte ud på sidste omgang.

Djernis kom pludselig i tvivl. Havde han hørt forkert, og var der en omgang mere? De havde før lavet fejl, og der var heller ikke gået så lang tid af løbet, så måske var der en omgang mere?

Han slog ud med armen mod tilskuere og officials for at få en bekræftelse. Og med det samme kom bekræftelsen. Speakeren begyndte at råbe løbet hjem, og fotograferne blitzede løs for at få vinderbilledet. Tilskuerne var dog stadig stadig lidt afmålte i deres jubel.

De havde sat næsen op efter, at det var en blå, italiensk trøje, som skulle køre ud af sidste sving og op imod målstregen, og i stedet for kom der en rød, dansk trøje og stjal festens midtpunkt. Det var ikke populært.

Men det var nu engang sådan, det var. Henrik Djernis kørte over målstregen og blev verdensmester i cykelcross for amatører.

På podiet fik han regnbuetrøjen på. Den var for stor. Den havde nok passet bedre på Daniele Pontoni, men nu sad den og flagrede lidt på Henrik Djernis i stedet for.

Timo Berner havde kørt sig til en flot sølvmedalje, imens Daniele Pontoni måtte nøjes med bronzemedaljen.