Cykling

Løbschef vil lokke danske Tour-stjerner til Danmark Rundt

Løbsdirektør Jesper Worre fortæller her om ruten i cykelløbet PostNord Danmark Rundt 2018 i Aalborg, 7. december 2017. Detaljerne om cykelbegivenheden blev offentliggjort på et pressemøde i Aalborg Medborgerhus. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017)

I 2019 er Danmark Rundt placeret tre uger efter Tour de France, hvilket kan få ryttere vil prioritere løbet.

De største danske cykelstjerner kan måske lokkes til start i PostNord Danmark Rundt i 2019.

Sådan lyder håbet fra løbsdirektør Jesper Worre, efter at han i sidste uge præsenterede ruten til den 29. udgave af det danske etapeløb.

I år fravalgte de største danske ryttere Danmark Rundt - sandsynligvis fordi cykelløbet lå i umiddelbar forlængelse af Tour de France.

Jeg håber, at vi kan få de danske Tour-stjerner til at stille op

Jesper Worre

I 2019 er det danske løb placeret fra 21. til 25. august godt tre uger efter Tour-afslutningen. Til gengæld kolliderer Danmark Rundt med et andet stort etapeløb, nemlig Vuelta a España, men det bekymrer ikke Worre.

- Jeg håber, at vi kan få de danske Tour-stjerner til at stille op. Jeg fornemmer også, at de danske ryttere gerne vil, men det skal bare passe ind i deres program, siger Jesper Worre.

Placeringen i kalenderen betyder meget for et forholdsvis lille dansk etapeløb midt mellem de store løb på cykelsportens øverste niveau, World Touren.

- De bedste danskere har fået en stor rolle på deres hold. Det er næsten for uoverskueligt for dem at slutte Touren om søndagen og få dem til at stille op om onsdagen på hjemmebane, hvor publikum også forventer noget af dem, siger løbsdirektøren.

Worre håber på, at de nye datoer kan lokke stjerner som Michael Valgren, Jakob Fuglsang, Søren Kragh Andersen, Mads Pedersen, Christopher Juul-Jensen og Magnus Cort til start i Silkeborg 21. august.

- De er simpelthen blevet gode, og der er så mange, så man skal lige tælle på fingrene for at få dem alle med. Men kunne vi få de der fem-seks stykker med, ville det være fedt, siger Worre.

Han har dog ikke fået lovning på noget fra de danske profiler eller deres arbejdsgivere.

- Så langt er vi ikke nået, siger han.

Worre fortæller, at de største danske cykelryttere tidligere var nogenlunde faste startere i Danmark Rundt.

- I 1980'erne var Rolf Sørensen, Bjarne Riis, Jesper Skibby, Brian Holm, Kim Andersen og jeg selv med. De store kom hjem og havde det sjovt med at prøve at slå hinanden, siger Jesper Worre.

Vuelta a España begynder 24. august - altså dagen før Post Danmark afsluttes på Frederiksberg Allé i København.

Løbsdirektøren frygter dog ikke konkurrencen fra det spanske etapeløb.

- De ryttere, der kører Touren, skal ikke køre Spanien Rundt, og derfor er der gode muligheder for, at de kan køre her, siger Worre.

PostNord Danmark Rundt er blevet kørt siden 1985 - dog med en pause fra 1989 til 1994.