Tour de France

- Tre dage med Touren i Danmark er for godt til at være sandt

Tour de France begynder i Danmark i 2021. Det er nærmest uoverskueligt på den gode måde, siger TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen.

Glæden er uendelig blandt danske cykelentusiaster.

Tour de France skal begynde i København i 2021, og selvom det har ligget i kortene længe, er løbsdirektørens bekræftelse en forløsning af de helt store for TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen.

- Det er den bedste nyhed for sådan en som mig. At få Tour de France til Danmark lyder fuldstændig uvirkeligt. Det betyder helt ufatteligt meget. Tre dage med Tour de France i Danmark er næsten for godt til at være sandt, siger Rolf Sørensen og tilføjer:

- Alt, hvad der bliver lavet omkring sådan et stort event, er et enormt tilløbsstykke. Det spreder så mange gode ting omkring sig, og for cykelsporten bliver det fuldstændig vanvittigt. Det spredes som ringe i vandet, og det er nærmest uoverskueligt på den gode måde.

Et boost for dansk cykling

Med valget af København som startby har Danmark fået en anerkendelse af verdens største cykelløb, der egentlig burde være umulig. Alligevel er det lykkes initiativtagere og politikere at overtale arrangøren ASO, blandt andet fordi den danske kærlighed til cykling overgår afstanden mellem Danmark og Frankrig med længder.

Løbsdirektør Christian Prudhomme sætter en Tour-etape i gang.

Det mener TV 2 SPORTs cykelkommentator Dennis Ritter, der har dækket og kommenteret Tour de France gennem adskillige år.

- Cykelinteressen i Danmark er en væsentlig forudsætning. ASO køber ind på, at vi er en nation, hvor alle cykler. Det har Christian Prudhomme bemærket hver gang, han har været i Danmark - der er kø på cykelstierne og sådan nogle ting.

Med pressemøder, holdpræsentation og tre etaper kommer Tour-festen i Danmark til at strække sig over en lille uges tid. Dertil skal man lægge forberedelserne, der kan begynde allerede nu. Eksempelvis kan Tour de France-starten være med til at booste dansk cykling, hvor prokontinentalholdet Riwal Readynez er det naturlige bud på et eventuelt dansk hold i feltet.

- Nu har de den gulerod at vifte foran potentielle sponsorere: ”Tour de France kommer til Danmark, og vi har en chance for at komme med. Vil I ikke spytte lidt mere i kassen, så kan vi købe den og den rytter”´?, siger Dennis Ritter, som dog mener, det er alt for tidligt at spekulere i et eventuelt wildcard til holdet på det næstøverste niveau.

En unik historie

Det forventes, at den danske Tour-start uddybes på et pressemøde i Danmark i løbet af torsdagen. Når det er sket, glæder Rolf Sørensen sig til at høre, hvordan det er lykkes initiativtagerne Joachim Andersen og Alex Pedersen at få verdens største cykelløb til Danmark.

- Det er jo et af verdens største sportsvent, vi får til landet. Der er umiddelbart OL og VM i fodbold, der er større, men så ligger det lige under. Det er unikt, og hvordan det er lykkes, det må de fortælle historien om bagefter, hvis det holder hele vejen. Jeg kan ikke få armene ned, slutter Rolf Sørensen.