Cykling

Dansk Tour-start giver historisk tidlig hviledag: - Det er godt for os

Matteo Trentin glæder sig til at komme til Danmark. Peter Cziborra / Ritzau Scanpix

Matteo Trentin ser det som en klar fordel, at rytterne får et hvil til at rejse fra Danmark til Frankrig, selvom det allerede er efter tre etaper.

Det er næppe gået mange danskeres næse forbi, at Tour de France for første gang starter i Danmark i 2021.

Men udover at det samtidig bliver en historisk Grand Départ som den mest nordligt beliggende nogensinde, bliver det også en historisk tidlig hviledag, rytterne får efter de tre etaper, de skal køre i Danmark.

Når rytterne krydser målstregen i Sønderborg den 4. juli om to år, er det nemlig 34 år siden, Tour de France-feltet sidst har fået så tidlig en pause. Dengang fik rytterne det første hvil efter to etaper, da feltet startede i Vestberlin.

Og med geografien i 2021 in mente ser Matteo Trentin det mest af alt bare som en fordel, at det nu sker igen.

- Det er ikke noget problem, og det er nærmest godt for os, når man tænker på den lange transport. I Giroen startede vi eksempelvis i Holland og skulle til Syditalien.

- Vi skal altid huske, at der er folk, der arbejder for os igennem alle 21 dage, og de kører og arbejder altid til langt ud på aftenen, hvor de giver massage og forbereder vores cykler. Så for dem er det også en slags tilbagebetaling, så de har lidt mere tid til at slappe af og ikke skal skynde sig videre, fortæller italieneren.

- Det er en forudsætning

Den tidlige hviledag er indlagt som en ekstra, så feltet får tre i stedet for de normale to.

I løbet af de seneste tyve år har den tidligste hviledag fundet sted efter ottende etape, men nye tider betyder altså nye forhold for Trentin og kompagni.

- Det er nyt og moderne inden for en Grand Tour-sammenhæng, at lande, der ikke har en Grand Tour, gerne vil afholde starten, siger Matteo Trentin.

En af de initiativtagerne, der har kæmpet for at få Touren til Danmark, Joachim Andersen, fortæller samtidig, at det ganske enkelt ikke kunne være anderledes, hvis planen skal lykkedes. 

- Christian Prudhomme (løbsdirektøren, red.) siger, det er forudsætningen for, at det overhovedet kan lade sig gøre grundet afstanden mellem Danmark og Frankrig.

Normalt er det ikke just en favoritbeskæftigelse for rytterne med de længere rejser mellem etaperne, men med danske briller er øjeblikkets dansker over dem alle klar til at gøre en undtagelse.

- Jeg vidste ikke lige, der var tre hviledage i alt, men det er egentlig okay. Det er altid nemmest med så lidt rejse som muligt, men lige i den her forbindelse synes jeg, det er okay, fortæller Jakob Fuglsang, der selv håber at få lov at køre med i Tour de France i Danmark, selvom han til den tid er 36 år gammel. 

Både Fuglsang og Matteo Trentin har i disse dage fokus på Ruta del Sol. Her ligger danskeren nummer to efter tre etaper, mens Trentin kan bryste sig af en sejr på anden etape.