Cykling

Fuglsang tager førertrøjen i Spanien

Den danske Astana-rytter Jakob Fuglsang har lagt sig i spidsen af etapeløbet Vuelta a Andalucía, også kendt som Ruta del Sol.

Jakob Fuglsang er godt på vej mod sin første klassementssejr i et etapeløb siden triumfen i Critérium du Dauphiné i 2017.

Efter den bjergrige 4. etape i Vuelta a Andalucía har Astana-danskeren nemlig taget førertrøjen fra Lotto Soudals Tim Wellens, der henviste Fuglsang til andenpladsen på fredagens enkeltstart.

4. etape blev vundet af britiske Simon Yates fra Mitchelton Scott, der stak af fra favoritgruppen på kategori 1-stigningen Alto de Hazallanas og holdt sin føring på nedkørslen til målstregen i Granada. Fuglsang blev nummer syv på etapen.

Søndagens afsluttende etape er kuperet, men byder ikke på store stigninger.

Fuglsang går ind til etapen med et forspring på syv sekunder ned til holdkammeraten Ion Izagirre på andenpladsen.

- Det var perfekt holdarbejde. Heldigvis fungerede vores plan. Vi formåede at sætte Tim Wellens og hans hold under pres, så han blev isoleret. Mitchelton Scott og Yates var stærke og fortjente etapesejren, men som hold arbejdede vi perfekt for at få førertrøjen, som var vores mål, sagde Jakob Fuglsang til Eurosport efter etapen.

Klassement

Referat

/ritzau/

På den sidste stigning små 30 kilometer fra mål viste Fuglsang, at han var blandt de allerstærkeste i favoritgruppen.

Sammen med Adam Yates kørte danskeren i første omgang væk fra de andre, men da hans Astana-hjælpere Pello Bilbao og Ion Izagirre ikke kunne sidde med, lod Fuglsang sig falde tilbage i håb om at få dem med over toppen.

I stedet angreb Simon Yates. Da han ikke var til fare i klassementet, lod Fuglsang ham køre afsted.

Izagirre sled sig tilbage i favoritgruppen på den små syv kilometer lange stigning. Dermed kunne han afløse Fuglsang som trækhest i favoritgruppen lidt før toppen.

På den afsluttende nedkørsel nåede også Pello Bilbao op, så både han og Izagirre kunne hjælpe Fuglsang hele vejen til mål.

Og da Izagirre var nærmeste mand i klassement, var der ikke udsigt til, at Fuglsang ville blive udfordret.

Et halvt minut efter vinderen Simon Yates sprintede de seks forfølgere om de sekundære placeringer, og her trillede Fuglsang ind som den sidste.