Fuglsang jubler efter suveræn start: - Det kan stort set ikke blive bedre
Jakob Fuglsang hentede søndag sin første etapeløbssejr siden maj 2017, og det er han lykkelig over.
Smilet bredte sig hos Jakob Fuglsang, da han søndag eftermiddag trådte ind på podiet efter sidste etape i Vuelta a Andalucía, også kendt som Ruta del Sol.
Her skulle danskeren nemlig op på det øverste trin som vinder af det spanske etapeløb. Sejren kommer i Fuglsangs bare andet løb i sæsonen. Han fortæller, at han næsten ikke kunne have drømt det anderledes.
- Det er helt sikkert en super måde at starte sæsonen på, og det kan stort set ikke blive bedre. Forhåbentlig fortsætter jeg på denne måde. Hele holdet har fået en kanon start, og det skal vi forsøge at udnytte til endnu flere sejre, siger Jakob Fuglsang.
- Jeg tror helt sikkert, at det giver noget ro på allerede at have vundet så tidligt i sæsonen. Det giver noget ro på hele holdet, og vi er måske mere villige til at ofre os for hinanden, da mange allerede har haft stor succes. Det betyder forhåbentlig, at vi kan vinde endnu mere, end hvad vi ellers ville have gjort.
Fuglsang: En stor tak til holdet
Danskeren overtog førertrøjen på lørdagens 4. etape fra belgiske Tim Wellens. Derfor førte Fuglsang klassementet med syv sekunder inden den sidste etape.
Der var dog ikke de store bjerge på 5. etape, og det var forventet, at løbets sprintere skulle i aktion. Matteo Trentin endte med at vinde etapen, som Fuglsang og Astana havde kontrol over hele vejen.
- Vi startede med at jagte dem med to mand, og de kontrollerede egentlig udbruddet i starten. Bahrain kom så og hjalp til også, så vi havde det faktisk i kontrol hele tiden, siger Fuglsang.
- Det er superfedt, og jeg er glad for, at det lykkedes, og at det ikke blev til endnu en andenplads til samlingen. At køre sejren i hus er jeg super glad for. En stor tak skal lyde til holdet, der ydede en kæmpe indsats, og det var mest af alt en holdpræsentation.
Det lykkedes ikke at vinde en etape for Fuglsang, men danskeren endte på andenpladsen på to af de fem etaper.
33-årige Jakob Fuglsangs største triumf kom i 2017, hvor han vandt World Tour-etapeløbet Critérium du Dauphiné foran prominente navne som Chris Froome og Richie Porte. Andalusien Rundt rangerer lavere. Derudover vandt Fuglsang i 2016 OL-sølv i linjeløbet i Rio de Janeiro.