Cykelunion slår hårdere ned på miljøsvineri i feltet
Bøden for at smide flasker og skrald væk i ikke-afmærkede områder stiger i weekendens løb i Belgien.
De professionelle cykelryttere har ikke altid hverken tid eller overskud til at komme af med deres skrald på en bæredygtig måde. Det vil Det internationale cykelforbund (UCI) nu til livs.
I første omgang bliver det i forbindelse med weekendens endagsløb i Belgien, Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvor bøden for at smide skrald væk på steder, hvor det ikke er tilladt, stiger fra 200 til 500 schweizerfranc (3416 kr.) – og i særlige tilfælde helt op til 1000 schweizerfranc. Det skriver Cyclingnews.
- Vi skal stoppe ryttere, som smider deres skrald alle mulige steder. Vi skal stoppe de ryttere, der efter at have været nede ved holdbilen straks kaster deres dunke væk i luften, siger kommissær i UCI Philippe Marien.
Undervejs kommer der til at være afmærkede områder før og efter forplejningszonen samt før 20-kilometermærket, hvor det er tilladt for rytterne at smide genstande ud i naturen, hvorefter dunke, energibarer coladåser med mere vil blive ryddet op.
Overholdes dette ikke, er UCI ikke bange for at udstede bøder.
- World Tour-professionelle skal være forbilleder. Med større bøder vil vi sætte standarder og bevæge os i en mere ansvarsfuld og klimavenlig retning.
Der er dog undtagelser. Således er det tilladt for rytterne at smide dunke ud til tilskuere, såfremt dette gøres med omtanke og giver mening.
Rytterne skal dog passe på, for de hårdeste straffe gives til dem, der smider dunke ud mod fans på en farlig måde.
- En rytter, som smider en halvfuld eller tom dunk mod fans fuld af adrenalin er livsfarligt. Det vil vi ikke se mere, lyder det kontant for kommissæren.
Ti danskere inklusive den forsvarende vinder, Michael Valgren, stiller til lørdag til start i Omloop Het Nieuwsblad, mens seks danskere skal køre Kuurne-Bruxelles-Kuurne dagen efter.