- Det har været lidt en øv-dag, konkluderer landstræneren
Et styrt og en skuffende tid. Det er Danmarks resultater af den første dag ved bane-VM.
Den første VM-dag gik ikke just, som landstræner Casper Jørgensen havde håbet på.
Først så han Amalie Dideriksen styrte i disciplinen scratch, og umiddelbart efter skuffede fire kilometer-holdet i forfølgelsesløbet, hvor det kun blev til en plads i bronzefinalen på yderste mandat.
- Det har været lidt en øv-dag. Amalie styrtede i scratch, og hun er på sygehuset, så vi kender ikke rigtig status på hende. Og så er det skuffende, at drengene ikke ramte deres niveau. Vi kunne ikke have slået Storbritannien, men tiden var skuffende.
Assisterende landstræner Martin Lollesgaard fortæller til TV 2 SPORT, at Amalie Dideriksen havde svært ved at trække vejret helt i bund lige efter styrtet. Der er sandsynligvis tale om enten et bøjet eller et brækket ribben, og derfor er det meget belejligt, at hun ikke skal på banen torsdag.
Det skal holdet med Casper Folsach, Rasmus Pedersen, Lasse Norman og Niklas Larsen til gengæld, selvom de blev slået af Storbritannien med over fire sekunder onsdag aften.
- De kører et sekund langsommere end i kvalifikationen, og jeg tror simpelthen, de mister en mand for tidligt. Samtidig tænker jeg også, de satser hårdt for at komme i finalen, og det kan jeg et eller andet sted godt lide, sagde TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen under kommenteringen.
Torsdag skal holdet møde Canada i en direkte duel om VM-bronze. TV 2 SPORT talte med landstræner Casper Jørgensen, inden han havde analyseret løbet mod Storbritannien, og derfor er hans forudsigelser for bronzefinalen relativt simple.
- Jeg tror, vi godt kan slå dem. Men det kræver, at vi ikke laver et lige så dårligt løb som mod Storbritannien. Hvis vi rammer det optimale løb, så tror jeg, vi slår dem.
VM i banecykling vises direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.