Dideriksen og Leth vinder VM-bronze

Amalie Dideriksen og Julie Leth vinder bronze i disciplinen parløb ved VM i banecykling.

Amalie Dideriksen og Julie Leth kørte sig lørdag til en bronzemedalje i parløb ved VM i banecykling.

De to danske kvinder sluttede på 24 point. Australien sluttede på 31, og Holland tog guldet med 33 point på kontoen.

Det var dog tæt på endnu flere point til de danske kvinder, som var tæt på at snuppe en omgang på feltet på de sidste omgange på banen i Pruszkow i Polen.

Danmark angreb feltet med cirka 20 omgange tilbage. Det lykkedes ikke danskerne at indhente feltet med en omgang, men angrebet resulterede i vigtige spurtpoint.

- Jeg havde det sådan, at vi ikke helt kunne være med i spurterne, med mindre vi kom på forkant. Vi ville gerne på podiet, og så måtte vi ud og angribe, når de andre lige havde spurtet. Til sidst lykkedes det os at komme af sted, men det var lidt ærgerligt, der kom en spurt så hurtigt. Det øgede farten i feltet, og hvis den ikke var kommet, så tror jeg, vi kunne have fået den omgang. Men vi får en medalje, og det er meget dejligt, siger Amalie Dideriksen til TV 2 SPORT.

Afbrudt på grund af styrt

Parløbet blev desuden afbrudt omkring halvvejs med 45 omgange tilbage, efter en rytter fra New Zealand styrtede og slog sig.

På det tidspunkt lå den danske duo på en delt fjerdeplads med syv point. Holland lå sikkert i front med 24 point foran Australien (15) og Italien (10).

Dermed skulle Danmark ud og tage en omgang for at nå toppen af pointtabellen, og det forsøgte parret. 

I første gang sket det uden det store held - og med 30 omgange og tre spurter tilbage lå Danmark på femtepladsen med ni point. Med 17 omgange tilbage forsøgte duoen derfor igen.

- Jeg tror ikke, pausen var til vores fordel, at de andre kunne blive friske. Vores styrke ligger i slutningen af løbet. Men vi vidste, vi skulle prøve noget, og vi endte med at få 15 point på det. Det rykker rigtig meget, og vi er glade. Der var meget, der ikke gik vores vej i dag, og der er meget, vi kan forbedre. Det er min første VM-medalje, så jeg er glad. Vi er glade, siger Julie Leth. 

Det er dog ikke Leths første internationale medalje. I 2018 vandt hun EM i parløb sammen med Amalie Dideriksen. 

Det var Danmarks anden medalje ved bane-VM. Tidligere blev det også til bronze i herrernes forfølgelsesløb. 

I omnium sluttede Niklas Larsen på ottendepladsen. 

Før det afsluttede pointløb lå han nummer 14 ud af de 24 ryttere, men lykkedes med at vinde to omgange. Flest af alle.

Campbell Stewart fra New Zealand vandt guld i disciplinen.