Cykling

Valgren skal kigge sig over skulderen i belgiske klassikere

Ud over sejren i forårsåbneren imponerede Valgren med en sejr i Amstel Gold Race og en fjerdeplads i Flandern Rundt. Benoit Tessier / Ritzau Scanpix

Michael Valgren får flere øjne på sig i forårets løb efter storkørsel i 2018, mener to cykeleksperter.

Brostensløbet Omloop Het Nieuwsblad fik en dansk vinder i 2018, da Astanas Michael Valgren tonsede over stregen i ensom majestæt.

Lørdag stiller cykelrytteren igen til start i det stjernebesatte endagsløb, men denne gang er det som forsvarende mester og med en ny trikot efter skiftet til Team Dimension Data.

Det kan gøre udfordringen endnu større for den 27-årige dansker, mener cykelkommentator på TV 2 SPORT og tidligere rytter Chris Anker Sørensen.

- Selvfølgelig er der mere opmærksomhed på ham. Der bliver holdt mere øje med ham, men omvendt får han en anelse mere plads i feltet.

- Det er altid svært at vinde et løb to år i træk, så måske er det en svag ulempe, siger Chris Anker Sørensen.

Valgren kan ikke flyve under radaren

Ud over sejren i forårsåbneren imponerede Valgren med en sejr i Amstel Gold Race og en fjerdeplads i Flandern Rundt.

Derfor bliver det nu sværere at snige sig væk fra feltet, som han tidligere har gjort, mener Eurosport-kommentator Thomas Bay.

- Det resultatmæssige gennembrud, han fik i fjor, har gjort, at han måske ikke kan være så ubemærket, som han var sidste år.

Holdet er der, og der er ingen tvivl om, at det er Valgren, det drejer sig om i brostensløb

Michael Valgren

- Han har flere øjne på sig. Når du er blevet en superstjerne ligesom Greg Van Avermaet og Peter Sagan, er der flere, der lægger sit løb an på dig.

- I år må Valgren nok slås med, at han ikke kan flyve under radaren, som han kunne i fjor, inden han fik den fabelagtige sæson, siger Thomas Bay.

Før sæsonen skiftede Valgren Astana ud med Team Dimension Data.

Til at hjælpe sig til sejre har han blandt andet fået den stærke nordmand Edvald Boasson Hagen og landsmanden Lars Bak ved sin side.

Chris Anker Sørensen og Thomas Bay er enige om, at den alsidige rytter fra Østerild har et stærkt hold omkring sig.

- Holdet er der, og der er ingen tvivl om, at det er Valgren, det drejer sig om i brostensløb. Alt er, som det skal være, siger Thomas Bay.

Optimismen er ikke mindre hos Valgren selv, der glæder sig til at komme i gang med klassikersæsonen.

- Vi har vildt gode muligheder. Tidligere var Edvald (Boasson Hagen, red.) alene, og nu har vi en kerne omkring os, som kan hjælpe os med at præstere. Det bliver fedt, siger Valgren ifølge norsk TV2.

Der er i alt ni danske ryttere til start i lørdagens løb.

Foruden Michael Valgren har Mads Pedersen (Trek-Segafredo) gode chancer for at blande sig i kampen om topplaceringer, vurderer Chris Anker Sørensen.

Søren Kragh (Sunweb) måtte torsdag melde afbud på grund af sygdom.

Også Valgren har været syg i ugen op til løbet, men han skulle være klar til start.