Cykling

Fuglsangs udvikling er 'helt exceptionel', siger ekspert

Om fem dage fylder Jakob Fuglsang 34 år. Søndag skrev han en af sine største sejre nogensinde på CV'et.

26, 29 og 33.

Det er aldrene på de tre stærkeste ryttere i årets Tirreno Adriatico.

Adam Yates og Primoz Roglic topper ganske vist stadig podiet i det italienske World Tour-løb, men med søndagens etapesejr er Jakob Fuglsang fløjet ind i det fornemme selskab.

- Det er helt exceptionelt, at han så sent i karrieren udvikler sig yderligere. Det plejer at gå kraftigt den anden vej, når man nærmer sig midten af 30'erne, siger TV 2 SPORTs cykelekspert Brian Nygaard, der i sin tid var kollega med den danske klassementrytter på det hedengangne Leopard Trek.

- Han ser fysisk stærkere ud nu end de andre år. Samtidig har han en køreglæde, iver og selvtillid i forhold til at være med i finalerne, som jeg ikke før har set så markant i forårsmånederne som lige nu.

’Vanvittigt smuk’ sejr

Jakob Fuglsang har i det hele taget fået en forrygende start på årets sæson. I sit første løb, Vuelta a Murcia, vandt han bjergtrøjen.

Siden tog han den samlede sejr i andalusiske Ruta del Sol og blev overraskende nummer to i den italienske nyklassiker Strade Bianche. Og søndag vandt han altså 5. etape af Tirreno Adriatico.

- Det var en vanvittigt smuk sejr, siger Brian Nygaard.

- Han kørte på samme måde, som han gjorde, da han vandt Criterium du Dauphiné. Han tilrettelægger sin sejr på samme måde og har et taktisk overblik i det stærkeste fællesskab overhovedet lige nu. Det er altså Primoz Roglic, Adam Yates og Tom Dumoulin, han sætter til vægs. 

Lover godt for klassikerne

Jakob Fuglsangs glimrende forårsform er spændende med sigte på, hvad der venter i april.

Her er den 33-årige Astana-rytter med i de prestigefyldte ardennerklassikere Amstel Gold Race, Fleche Wallone og Liege-Bastogne. Og måske får vi også Fuglsang at se på de belgiske brostensveje i Flandern Rundt.

- Det ligner ikke en rytter, der på nogen måde er på vej ind i karrierens efterår, slutter Nygaard.