Cykling

Cecilie Uttrup Ludwig på podiet i Flandern Rundt – Riis’ hold sejrede

Danske Cecilie Uttrup Ludwig kørte med om sejren i kvindernes udgave af Flandern Rundt.

Cecilie Uttrup Ludwig leverede et stort resultat, da hun søndag kørte sig på podiet i Flandern Rundt.

Danskeren blev nummer tre i spurten, der stod mellem en lille gruppe på tre udbrydere.

Trioen talte ud over Cecilie Uttrup Ludwig (Bigla) Annemiek van Vleuten (Mitchelton Scott) og europamesteren Marta Bastianelli (Team Virtu Cycling).

De var alene i front med lidt over 10 kilometer til mål, og med fire kilometer ind til målstregen lød forspringet på 24 sekunder.

I løbet af de sidste kilometer blev der angrebet flere gange, hvor Cecilie Uttrup Ludwig kæmpede bravt for at hænge på. Da der var cirka halvanden kilometer til mål sænkede de forreste farten en smule, men de var ikke i fare for at blive hentet bagfra, selvom forfølgerne kom tæt på lige inden målstregen.

I spurten efter 159 kilometer måtte Cecilie Uttrup Ludwig se sig slået af europamesteren, der var klart stærkest i spurten. Dermed sikrede hun en stor klassikersejr til Bjarne Riis’ mandskab.

Marta Bastianelli jubler over sejren.

Tidligere på dagen var der også dansk succes i herrernes juniorløb, der blev vundet af William Blume Levy. Han kørte alene over stregen foran landsmanden Tobias Lund.