Cykling

Profil tvunget til at udgå, da holdet glemte ham

Sidste år blev Taylor Phinney nummer otte, men i år blev Paris-Roubaix en helt anden oplevelse for den høje amerikaner.

Med sine 197 centimeter rager den amerikanske cykelrytter Taylor Phinney normalt godt op i landskabet, men søndag havde han god grund til at føle sig lille.

Under Paris-Roubaix måtte han nemlig sande, at han blev overset, da han blev ramt af en defekt og derfor havde brug for hjælp fra EF Education First-holdbilen. Den kom bare aldrig, og derfor var han tvunget til at udgå af løbet.

- Så skuffet over ikke at gennemføre løbet. Det var min sjette start og første gang uden at gennemføre. En defekt satte mig tilbage tidligt. Ret hårdt at skulle jagte til fods. Faktisk min første defekt i Roubaix. Hun (Paris-Roubaix, red.) er grusom, men jeg elsker hende stadig, skriver Taylor Phinney på sin Twitter.

Nyheden om Phinneys exit kom frem under løbet, da hans mor, Connie-Carpenter-Phinney, fortalte om et opkald, hun havde fået fra sin søn midt under løbet.

- Øjeblikket, hvor Taylor Phinney ringer fra Frankrig og fortæller, at han har haft en defekt, og at holdbilen kørte forbi ham, skriver hun på sin Instagram.

At opkaldet ”bare” handlede om det, lettede hende.

- Med minderne fra første gang han kørte løbet som junior, og man ved, hvor kaotisk løbet er, er man bare glad for, at han er OK - men samtidig ked af det på hans vegne over, at han misser chancen. Sådan er cykling.

Vil altid gennemføre cykelløb

Taylor Phinney blev sidste år nummer otte i den prestigefyldte klassiker, og den placering fik han altså ikke lov til at forsvare.

Han fik heller ikke lov til at gennemføre løbet, og det i sig selv er hårdt for den 28-årige amerikaner, som elsker de store løb og fortællinger.

Tilbage i 2013 gav det genlyd i cykelmiljøet, da han insisterede på at gennemføre en brutal etape i Tirreno-Adriatico, da han sad i gruppettoen sammen med andre lidende kolleger. Mens de andre udgik, fortsatte han, selvom mulighederne for at komme i mål inden for tidsgrænsen for længst var forpasset.

Han tænkte på sin far, som havde Parkinsons, og som ville have gennemført etapen, såfremt han var sygdomsfri.

- Jeg tænkte meget på ham, og det fik mig til at ville græde under etapen, men jeg holdt det tilbage og fortsatte. Jeg græd lidt efter løbet. Kun rigtige mænd græder, sagde han.