Få overblikket over Fuglsangs forrygende forår

16x9
Jakob Fuglsang har haft et flot forår med mange podieplaceringer og store sejre. Foto: Julien Warnand/Göran Blomquist

Jakob Fuglsang har leveret flotte resultater igennem hele foråret. Her er et overblik over danskerens bedrifter.

Årets første fem måneder har været fyldt med store sportslige succeser for Astanas Jakob Fuglsang.

Han har vist sig som forårets stærkeste rytter med flotte resultater henover hele forårssæsonen.

Søndag kulminerede Fuglsangs forår med sejr i ét af cykelsportens fem monumenter, endagsløbet Liége-Bastogne-Liége.

Her kørte han fra alt og alle og satte et flot punktum for forårets store endagsløb.

- Det er selvfølgelig helt fantastisk at vinde et monument. Det er en perfekt måde at slutte den første del af sæsonen af på. Det kan ikke blive bedre. Det er en fed følelse, sagde Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT efter sejren i Liége-Bastogne-Liége.

Flotte resultater tidligt

Festlighederne startede tilbage i slutningen af februar.

Her vandt Fuglsang det spanske etapeløb Vuelta a Andalucía. Han tog ikke nogen etapesejre, men to andenpladser i løbet var medvirkende til at sikre ham den samlede sejr.

Dengang vidste han ikke, at der ville være større sejre i vente, men han håbede på det.

- Det er helt sikkert en super måde at starte sæsonen på, og det kan stort set ikke blive bedre. Forhåbentlig fortsætter jeg på denne måde. Hele holdet har fået en kanon start, og det skal vi forsøge at udnytte til endnu flere sejre, sagde Fuglsang efter sejren i Spanien.

I starten af marts sluttede han på andenpladsen i Strade Bianche, hvor kun franske Julian Alaphilippe var stærkere end danskeren. Det skulle vise sig, at der var mere i vente af netop det dansk-franske opgør senere i foråret.

Jakob Fuglsang vandt sæsonens første etape i det italienske løb Tirreno-Adriatico senere på måneden. Et løb, hvor han sluttede på en samlet tredjeplads.

- Det har helt sikkert været min bedste sæsonstart indtil videre. Det tror jeg ikke, der skal være nogen tvivl om. Det gode ved sådan en sæsonstart er også, at det giver noget ro, sagde Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT efterfølgende.

Karrierens bedste uge

Artiklen fortsætter under grafikken.

square to 16x9

Fuglsang endte på fjerdepladsen i aprils Baskerlandet Rundt, efter en noget bizar afslutning på løbet, hvor danskeren blev hyldet på podiet som nummer tre, men lige efter blev frataget placeringen.

En beslutning, som danskeren bestemt ikke var enig i.

- Der er ingen grund til at komme og køre Baskerlandet Rundt en anden gang, hvis man kæmper dagen lang for at komme på podiet og så bliver røvrendt på den måde efterfølgende. Det gider jeg ikke at finde mig i, sagde han efter løbet.

Fra den 21. april kørte Fuglsang karrierens flotteste uge.

Det startede med en tredjeplads i Amstel Gold Race.

Selvom det i lang tid lignede, at Fuglsang skulle kæmpe med Julian Alaphilippe om sejren, så sikrede danskeren sig alligevel en podieplacering, da han spurtede sig til en tredjeplads.

Få dage efter i Fleche Wallone endte Alaphilippe og Fuglsang igen sammen, og denne gang fik de to afgjort sejren imellem sig. Desværre for danskeren var det franskmanden, der var hurtigst i spurten, men Fuglsang fik vist, at han var en af de stærkeste ryttere i feltet.

- For tiden er der power i benene og god moral, så det gælder bare om at forsøge at udnytte det, sagde Jakob Fuglsang efter Fleche Wallone.

Og udnytte det – det forstod danskeren at gøre.

I søndagens Liége-Bastogne-Liége viste han sig som den allerstærkeste rytter og vandt det store endagsløb, hvilket samtidig var hans første klassikersejr.

- Det var en hård én. Før den sidste stigning efterlod holdet mig i en god position. De (holdkammeraterne) var lidt overalt hele dagen, men da det gjaldt, var de der, sagde Jakob Fuglsang efter løbet.

Touren er næste mål

Astana meldte sidste år, at Jakob Fuglsang skulle være holdets kaptajn til dette års Tour de France.

Og netop det løb ser Fuglsang meget frem til – det gode forår har lært ham en del og givet blod på tanden.

- Det giver mig noget tro på, at den næste halvdel af sæsonen også kan blive god. Det giver mig helt sikkert en stor motivation til at lægge kræfter i det.

- En af fordelene har været, at jeg er kommet godt fra start, og så har jeg kunnet tage den med ro. Jeg har undgået at skulle stresse på noget tidspunkt. Jeg vil forsøge at se, om det ikke også kan blive opskriften til at komme godt til Touren, siger Jakob Fuglsang.

Med forårets flotte resultater ligger Jakob Fuglsang på en øjeblikkelig andenplads på Den Internationale Cykelunions verdensrangliste.