Cykling

Tysk topsprinter ophæver sin kontrakt med Katusha

Marcel Kittel er ikke den rytter, han har været. Stephane Mahe / Ritzau Scanpix

Marcel Kittel vil nu bruge noget tid på sig selv for at finde ud af, hvad fremtiden bringer.

Den tyske topsprinter Marcel Kittel er fortid på Team Katusha-Alpecin - i hvert fald for nu.

Torsdag formiddag meddeler holdet på sin hjemmeside, at de er blevet enige om at stoppe samarbejdet, da tyskeren vil bruge noget tid på tænke på sig selv.

- Efter en anmodning fra mig selv har Team Katusha-Alpecin og jeg gensidigt besluttet at ophæve min nuværende kontrakt, siger Marcel Kittel til holdets hjemmeside.

- I de seneste to måneder har jeg haft en fornemmelse af at være udmattet. I øjeblikket er jeg ikke i stand til at træne og køre på højeste niveau. Derfor har jeg besluttet at tage en pause, bruge noget tid på mig selv, tænke over mine mål og lave en plan for fremtiden.

- Jeg har tænkt over det i lang tid, hvor jeg spurgte mig selv, hvor jeg ville hen som en atlet, og hvad der virkeligt er vigtigt for mig. Jeg elsker cykling, min passion for denne smukke sport er ikke væk. Jeg er ked af, at jeg ikke kunne udfri ønsket og passionen med flere sejre og resultater. Jeg vil gerne køre løb igen i fremtiden, og jeg skal arbejde på en plan, der kan få mig hen til målet, siger Kittel.

Har holdets støtte

Team Katusha-Alpecins manager, José Azevedo, ærgrer sig over Kittels beslutning, men støtter ham fuldt ud.

- Det er med en tristhed, at vi har accepteret Marcels ønske om at træde væk fra holdet og fra cykling. Vi forstår situationen, Marcel er i, og vi støtter han fuldt ud. Alle på holdet vil fortsætte med at støtte Marcel i fremtiden, og vi håber, at han vil komme tilbage og køre som den mester, han er.

Marcel Kittel fik ellers en god start på denne cykelsæson, da han vandt det spanske endagsløb Trofeo Palma 3. februar, hvilket var hans første sejr i 328 dage. Dengang kaldte han det for en tiltrængt sejr.

- Jeg er meget, meget glad, for det her er mere end bare en sejr. For mig er det også et lille comeback efter sidste år. Sidste år var ikke fantastisk, og jeg havde mange problemer, sagde Marcel Kittel ifølge Cyclingnews.

Siden er det ikke blevet til de store sejre, og han blev blandt andet nummer 30 i Driedaagse Brugge-De Panne og nummer 99 i Scheldeprijs.