Cykling

Tidligere toprytter erkender doping - er en del af større sag

Danilo Hondo har indrømmet bloddoping. Det skete, mens han kørte for Lampre.

Den tidligere cykelrytter Danilo Hondo har erkendt, at han anvendte bloddoping i 2011. Han er en del af Erfurt-sagen.

Tyske Danilo Hondo bloddopede sig, da han kørte som professionel cykelrytter for Lampre i 2011.

Det erkender han over for ARD. Som følge af indrømmelsen er han blevet fyret som landstræner for de schweiziske landevejsryttere. Det skriver Swiss Cycling på sin hjemmeside.

- Som landstræner for Schweiz, hvor jeg har arbejdet med mange unge ryttere de seneste år, har jeg været meget aktiv i kampen mod doping. Derfor var det relativt klart, at jeg må stå ved det, når jeg er involveret i den her sag, siger Danilo Hondo til ARD og tilføjer:

- Det er den eneste måde, jeg kan sende et klart signal til mine atleter.

Danilo Hondo betalte ifølge ARD 30.000 euro, cirka 225.000 kroner, for et års behandling hos lægen Mark Schmidt. Mediet tilføjer, at effekten angiveligt har været lig nul.

En del af stor dopingsag

Det gør dog ikke sagen mindre interessant. Hondos indrømmelser er nemlig en del af den såkaldte Erfurt-sag, der begyndte under VM i langrend i 2019. Det var den sag, hvor efterforskningen kulminerede med, at Max Hauke bogstaveligt talt blev taget med nålen i armen, mens han var ved at bloddope sig.

På videooptagelse offentliggjort af flere medier ses skiløber Max Hauke blive anholdt, mens han bloddoper sig. Video: TV 2 SPORT

Statsadvokaten i München har fundet frem til 21 atleter fra otte forskellige nationer, der alle er kommet hos den samme læge i Erfurt. Mark Schmidt er blevet taget i at opbevare cirka 50 poser med blod i specialfrysere. Blodet menes at stamme fra atleter.

Danilo Hondo er den tredje cykelrytter, der bliver taget i Erfurt-sagen. Også Georg Preidler og Stefan Denifl er blevet taget for doping. I alt har ni atleter erkendt bloddoping i sagen.

  1. Max Hauke, langrend
  2. Algo Kärp, langrend
  3. Dominik Baldauf, langrend
  4. Karel Tammjärv, langrend
  5. Andreas Veerpalu, langrend
  6. Alexej Poltoranin, langrend
  7. Danilo Hondo, cykling
  8. Georg Preidler, cykling
  9. Stefan Denifl, cykling

Hondo kørte cykelløb fra 1997 til 2014. Han har tilbragt stort set hele sin karriere på højeste niveau. De fem sidste sæsoner kørte han på World Tour-holdene Lampre, RadioSchack og Trek. Han er noteret for 35 sejre, der alle er faldet før år 2011, hvor han bloddopede sig. Hondo vandt blandt andet første etape af Danmark Rundt i 2001. Det var, mens han kørte en af sine fem sæsoner på tyske Team Telekom.