Cykling

- Karrierens første sejr er sgu meget fed, siger stolt Asgreen

Kasper Asgreen var sidste år med til at vinde VM i holdløb.

Kasper Asgreen er stolt over, at den første professionelle sejr kom i hus i det stærkt besatte løb Tour of California.

Den danske cykelrytter Kasper Asgreen satte flere af cykelsportens etablerede navne på plads, da han natten til tirsdag dansk tid vandt 2. etape af det store amerikanske etapeløb Tour of California.

Etapen var med sine mange højdemeter ellers ikke en, der var skræddersyet til den 24-årige dansker. Men efter 193 kilometer sad danskeren alligevel med i den 10 mand store gruppe, der skulle køre om sejren på den sidste eksplosive stigning.

Her måtte navne som Tejay van Garderen, Gianni Moscon og Maximilian Schachmann alle se sig slået af den danske Deceuninck-Quick-Step-rytter, der tog sin første professionelle sejr i karrieren.

- Den første sejr er sgu meget fed, indrømmer unge Asgreen, da TV 2 SPORT fanger ham på massagebriksen på en telefonforbindelse efter sejren.

- Løbet er rimelig stærkt besat, så jeg er rigtig, rigtig stolt af sejren. Det er svært at vinde. Især på World Touren. At jeg lige skulle tage den første sejr på en bjergetape i Tour of California, det havde jeg ikke lige regnet med.

Overrasket over eget niveau

Kasper Asgreen har i øjeblikket gang i sin bare anden sæson på cykelsportens øverste niveau.

Her slog han for alvor sit navn fast i dette års forårsklassiker Flandern Rundt, hvor den stærke dansker til stor overraskelse for de fleste kørte sig til en andenplads.

- Det er godt at kunne følge op på præstationen i Flandern, som også var et stort resultat. Det er vigtigt at få sin første professionelle sejr, og så det er virkelig fedt at kunne tage den på den her måde, lyder det fra Asgreen til TV 2 SPORT.

- Jeg er meget overrasket over det niveau, jeg har på World Touren. Jeg havde ikke regnet med, at udviklingen skulle gå så stærkt. Det er bare en stor fornøjelse.

Satser på mere succes i USA

Efter at have smidt lidt tid på løbets første dag grundet en rolle som hjælperytter tog Kasper Asgreen med sejren på 2. etape et stort spring frem i det samlede klassement.

Her ligger han nu på tredjepladsen. Syv sekunder efter Tejay an Garderen i den gule trøje. Og selvom den 24-årige koldingenser ikke på forhånd var kommet til USA for at køre klassement, drømmer han nu om at levere et godt resultat.

- Vi må se, hvordan det går de næste par dage. Der er nogle flere gode etaper. Jeg vil da prøve at se, om jeg ikke kan holde fast i en samlet top 10.

- Det bliver nok svært, men vi må se, lød det til sidst fra danskeren til TV 2 SPORT, inden han skulle ned til noget mad og et enkelt glas champagne med holdkammeraterne.

Udover Kasper Asgreen har løbet i Californien ligeledes deltagelse af de ni andre danskere Michael Mørkøv, Mikkel Bjerg, Lars Bak, Jonas Gregaard, Magnus Cort, Mads Pedersen, Nicklas Eg, Jesper Hansen og Casper Pedersen.