Vild afslutning holder liv i Riwals finaledrøm i alternativt cykelløb

Det danske hold er nummer ni efter første etape, mens Team Jumbo-Visma med 22-årige Jonas Vingegaard i hopla fører.

En super afslutning af svenske Lucas Eriksson holder liv i danske Riwal Readynez' drøm om en finale i cykelsportens holdkamp.

Alt tydede ellers på, at den var slukket før sidste omgang.

Sølle 43 point efterlod dem på en 13.-plads - og dermed langt fra en billet til søndagens a-finale - ni ud af ti spurter inde i Hammer Series' første etape, Hammer Climb.

Men så kørte Eriksson solo i bunden af den såkaldte "Grisebakke". Og selv om Mike Teunissen (Jumbo-Visma) hentede og slog ham i spurten, så sikrede svenskeren med lidt hjælp fra den norske holdkammerat Krister Hagen så mange point, at Riwal-holdet rykkede op på en samlet niendeplads.

Det er de bedste 8 ud af 16 hold, der kører finale om sejren på søndag, hvor Hammer Stavanger afgøres i en holdjagt. Den dårligste halvdel må nøjes med at kæmpe om placeringerne fra ni og nedefter.

- Jeg synes stadig, at ottendepladsen er inde for rækkevidde. Jeg tror, at vi har en reel chance for at ende et sted mellem 8 og 12, siger Riwal-sportsdirektør Michael Skelde til TV 2 SPORT.

Riwal-holdet til Hammer Stavanger

  • Nicolai Brøchner (Danmark)
  • Lucas Eriksson (Sverige)
  • Krister Hagen (Norge)
  • Sindre Lunke (Norge)
  • Mathias Norsgaard Jørgensen (Danmark)
  • Rasmus Quaade (Danmark)
  • Torkil Veyhe (Færøerne)

Han kunne fra løbets begyndelse se det nye danske pro-kontinentalhold komme på bagkant mod 12 af cykelsportens World Tour-hold.

- Der blev kørt stærkere, end vi havde troet, og jeg var da nervøs, men jeg synes, at vi kom godt efter det, siger Michael Skelde.

Lørdag venter endnu en etape, hvor rytterne skal samle point til den fælles holdkonto. Denne gang på flade omgange i Hammer Sprint.

Imens Riwal-holdet skal vinde én enkelt placering for at nå finalen om sejren, så ser det lovende ud for Jonas Vingegaards Jumbo-Visma-mandskab, der er i førerposition.

Den 22-årige bjergrytter var blandt sit holds bedste i Hammer Climb, hvor han sad i udbrud langt inde i løbet.

Søren Kragh Andersen (Sunweb) vandt en spurt undervejs, men danskerens hold må nøjes med en samlet femteplads.

BORA-holdet er nummer to før Hammer Sprint, mens de forsvarende mestre fra Mitchelton-Scott aktuelt er nummer tre.

Anden etape vises på TV 2 PLAY lørdag fra klokken 16.