Nibali irriteret på passiv konkurrent: - Vil du se min pokalsamling?

16x9
Vincenzo Nibali med Primoz Roglic på hjul. Foto: Luk Benies / Ritzau Scanpix

Vincenzo Nibali er træt af, at Primoz Roglic holder sig tilbage i Giro d’Italia. Det fik en sarkastisk Nibali til at invitere Roglic på besøg.

Der kan være mange veje til succes i cykelsport, og selvom Vincenzo Nibali og Primoz Roglic er i gang med at køre det samme løb, så tager de hver deres rute mod podiet i Giro d’Italia.

Det frustrerer i høj grad Nibali.

Bahrain – Merida-rytteren er decideret træt af, at Primoz Roglic forholder sig passiv, når der kommer angreb. Italienren fortæller til Cycling News, at han føler, at Roglic bare sidder og kigger afventende i stedet for at lukke hullerne.

- Jeg sagde til ham: ”Hvis du gerne vil komme hjem til mig og tage et billede, så vil jeg vise dig min pokalsamling.”

- Han kommer ikke til at vinde Giroen, hvis han kører på den måde. Han sidder på hjul af mig og bliver trukket hele dagen. Jeg ved ikke, om det er den rigtige måde at køre på. I sidste ende kan det være effektivt, så jeg kan godt forstå det, men jeg er ikke enig i stilen, siger Nibali.

Efter 13 etaper ligger Roglic nummer to i klassementet. Nibali ligger nummer fem.

  1. Jan Polanc, UAE Team Emirates
  2. Primoz Roglic, Jumbo – Visma, +2:25
  3. Ilnur Zakarin, Katusha Alpecin, +2:56
  4. Bauke Mollema, Treg – Segafredo, +3:06
  5. Vincenzo Nibali, Bahrain – Merida, +4:09

13. etape var den første store bjergetape i årets Giro d'Italia. Løbet slutter den 2. juni.