Den 18-årige cykelrytter Andreas Byskov Sarbo er død efter påkørsel

Andreas Byskov Sarbo er omkommet, efter han blev påkørt under en enkeltstart.

Den danske cykelrytter Andreas Byskov Sarbo er død som følge af den påkørsel, han var udsat for fredag den 31. maj.

Den 18-årige landsholdsrytter døde lørdag, oplyser Danmarks Cykle Union (DCU) på sin hjemmeside.

- Det er med dyb sorg, vi har modtaget beskeden om, at Andreas Byskov Sarbo i dag er afgået ved døden.

- Vores tanker og inderligste medfølelse går til Andreas’ familie og nærmeste - ingen ord kan udtrykke smerten over deres ubærlige tab, skriver unionen, der bringer hans navn efter tilladelse fra familien.

Østjyllands Politi bekræfter også, at Andreas Byskov Sarbo er omkommet efter det frontale sammenstød på Ballevej i Odder.

Politiet afventer en rapport på baggrund af tekniske undersøgelser og afhøringer fra stedet, før de kan give yderligere detaljer i sagen.

- Det er først, når vi får det fra bilinspektøren, at vi nogenlunde med sikkerhed kan sige, hvad der er sket, og hvordan det kunne ske, siger vagtchefen hos Østjyllands Politi til TV 2 SPORT.

Bilist kørte ind på ruten

Påkørslen af Andreas Byskov Sarbo skete fredag formiddag, hvor han kørte enkeltstart i Tour de Himmelfart. Politiet modtog anmeldelsen klokken 9.42.

- Han bliver påkørt i forbindelse med en enkeltstart under cykelløbet, hvor bilisten af ukendte årsager er kommet forbi afspærringerne, fortalte Jakob Christiansen, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi, fredag til ritzau.

Tour de Himmelfart arrangeres af Odder Cykelklub. Det er ifølge Odder Kommune et af Europas største cykelløb for drenge og piger i alderen 9-18 år.

Uheldet skete på tredje etape, der efterfølgende blev aflyst.

Andreas Byskov Sarbo kørte for Team NPV - Carl Ras Roskilde Junior. Han var et stort cykeltalent, der i maj vandt fjerde etape i Course de la Paix, der også er kendt som fredsløbet. Det er et af verdens største etapeløb for U19-ryttere.

- Vi må med dyb sorg videregive beskeden om, at vi har mistet vores rytter Andreas Byskov Sarbo som følge af en alvorlig og meningsløs ulykke under etapeløbet Tour De Himmelfart i Odder fredag morgen, skriver Team NPV - Carl Ras Roskilde Junior og tilføjer:

- Hele holdet er dybt berørt over det ufattelige og ulykkelige tab af en holdkammerat, en ven og et fantastisk ungt menneske. Lige nu går alle vores tanker til familien og de nærmeste – vi har ikke ord for familiens smerte og ubærlige tab. Æret være Andreas' minde.