Froome ude af Tour de France
Chris Froome har angiveligt brækket lårbensknoglen oplyser Team INEOS' manager, Dave Brailsford.
En af de største favoritter til at vinde årets Tour de France stiller ikke til start.
Team INEOS-rytteren Chris Froome misser løbet på grund af sit styrt på onsdagens prøvekørsel til enkeltstarten på fjerde etape af Critérium du Dauphiné.
Det fortæller holdets manager, Dave Brailsford.
- Det giver sig selv, at han ikke stiller til start ved Tour de France. Det vil tage noget tid, før han kører løb igen, siger han.
'Et slemt styrt'
Styrtet skete ved afslutningen på nedkørsel, da han skulle prøvekøre den 26,1 kilometer lange enkeltstartsrute. Brailsford beskriver den på følgende måde:
- Det er et slemt styrt. Der er tydeligvis kraftige vindstød i dag. Det forlyder, han har taget hånden væk fra styret for at pudse sin næse, og samtidig har vinden fået fat i hans forhjul. Han rammer ind i en mur med omkring 60 kilometer i timen. Han har fået en slem fraktur og er kommet slemt til skade.
Første melding går ifølge Brailsford på, at Froome har brækket lårbensknoglen, men det er endnu ikke bekræftet. Planen er, at en helikopter senere skal fragte ham til Lyon eller Saint-Etienne for yderligere undersøgelser.
- Vi prøver at få styr på det i øjeblikket og sørger for, han får den bedste behandling. I mellemtiden tænker vi på Michelle (Froomes hustru, red.), hans familie og alle andre. Vi vil give alle den bedste behandling, for i en situation som denne er det helt afgørende, hvad der sker den næste time til halvanden.
34-årige Chris Froome har vundet Tour de France fire gange og var i gang med Critérium du Dauphiné, som fungerer som et stort optaktsløb til Tour de France.
Froome har også vundet de to andre Grand Tours, Giro d'Italia og Vuelta a España, en enkelt gang.
Holdkammeraten Geraint Thomas vandt sidste år Tour de France, og det bliver højst sandsynligt ham, som bliver holdets kaptajn i det tre uger lange etapeløb, der begynder den 6. juli.