Cykling

Froomes afløser skal findes i det sidste slag før Touren

Geraint Thomas og Egan Bernal kommer til at afløse Chris Froome som INEOS' bedste bud på en Tour-vinder.

Når Schweiz Rundt skydes i gang lørdag, begynder en drabelig duel mellem to af de største favoritter til sejren i Tour de France.

Se Schweiz Rundt direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra 15.-23. juni.

Det står egentlig i skyggen af et fransk løb, der køres samtidig. Men med Chris Froomes voldsomme styrt før enkeltstarten på 4. etape af Critérium du Dauphiné, er årets Schweiz Rundt pludselig blevet langt mere interessant.

For hvem skal erstatte den firedobbelte Tour de France-vinder, der var udset til at være kaptajn for altdominerende Team INEOS i verdens største cykelløb?

Det spørgsmål kan Schweiz Rundt meget vel give os svaret på.

- Fra Team INEOS kommer den forsvarende Tour de France-mester, Geraint Thomas, der lige pludselig står i en helt ny situation. Fra en sandsynlig tjans som hjælperytter for Chris Froome har han nu mere frie tøjler sammen med Egan Bernal. Det bliver spændende at få afgjort rangordenen mellem de to, siger TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen.

Har tabt terræn

Det schweiziske etapeløb begynder lørdag og består af i alt ni etaper. En mere end Critérium du Dauphiné, der startede søndag. Ifølge Chris Anker Sørensen byder Schweiz Rundt ikke på nær så mange stjerner som sin franske pendant.

- Man må sige, at løbet har tabt terræn i forhold til Critérium du Dauphiné med hensyn til profiler, konstaterer eksperten.

- Den største og vigtigste forskel er, hvornår løbene køres. Efter Dauphiné har du stadig tid at give af til at finde formen som klassementrytter, fordi løbet slutter en uge tidligere. Hvis du er på bagkant, kan du stadig nå at reparere på det efter Dauphiné. Det kan du ikke efter Schweiz Rundt, fordi der kun er 13 dage, fra løbet slutter, til Touren starter.

Schweiz Rundt byder til gengæld på to tidskørsler og flere sprinteretaper. Derfor har hurtige navne som Elia Viviani og Peter Sagan fundet vej til startlisten.

Mulighed for dansk etapesejr

Listen over deltagere omfatter desuden de fire danskere Søren Kragh Andersen (Sunweb), Michael Valgren (Dimension Data), Kasper Asgreen og Michael Mørkøv (Deceuninck – Quick Step).

- Meget afhænger af, hvilken rolle de får på deres hold. Jeg tænker umiddelbart, at både Søren Kragh og Michael Valgren bør få lov til at søge etapesejre, og med den måde Deceuninck - Quick Step kører, kunne jeg også godt forestille mig, at der kommer muligheder for Kasper Asgreen og Michael Mørkøv. Det bliver nok sværere for de to, fordi de skal arbejde for Viviani, så de får en mere fast hjælperrolle, vurderer Chris Anker Sørensen.

Søren Kragh Andersen vandt Paris-Tours i 2018. Nu er han et godt bud på en dansk etapevinder i Schweiz Rundt.

Sidste års udgave af Schweiz Rundt bød på hele to danske etapesejre. Først vandt Christopher Juul-Jensen karrierens største sejr på landingsbanen i Gstaad, inden Søren Kragh Andersen kørte først over stregen fra et udbrud på 6. etape. Ifølge Chris Anker Sørensen har Søren Kragh gode muligheder for at gentage bedriften i årets udgave.

- Sandsynligheden er størst for, at det bliver Søren Kragh og Valgren, der skal ud og jagte en etapesejr. Det er to rigtig gode bud, og de virker til at have timet formen ret godt. Samtidig kører de begge semigodt opad, og det skal man helst, for der er mange mellemetaper, hvor et udbrud kan holde hjem, siger han.

De største favoritter

De to øvrige danskere får nok at se til.

- Udover at arbejde for Elia Viviani skal Mørkøv og Asgreen helt sikkert også hjælpe Enric Mas, som er et godt bud på en sejrherre i det her løb. Han kørte en rigtig flot Vuelta sidste år og har måske ikke haft et helt så godt forår, som han havde håbet, men han har alligevel understreget, at han er en rytter, vi skal regne med. Jeg glæder mig til at se ham og har store forventninger på hans vegne, fortæller Chris Anker Sørensen, der nævner spanieren i et fornemt selskab.

- Geraint Thomas, Egan Bernal og Enric Mas er de tre største favoritter, og så er der nogle outsidere, der skal nævnes.

Her peger eksperten på to tidligere vindere af Schweiz Rundt i form af Simon Spilak (Katusha) og Rui Costa (UAE). Også Movistars Marc Soler samt Hugh Carthy (EF Education) og Giulio Ciccone (Trek-Segafredo) kan gøre sig gældende, når feltet rammer de store bjerge.

Schweiz Rundt køres fra 15.-23. juni og vises på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.