Fuglsangs flotte forår har ændret Astanas rolle
Den danske kaptajns sejr i Liège-Bastogne-Liège har haft en positiv indvirkning på Astanas situation i feltet efterfølgende.
Jakob Fuglsangs forår var alt andet end forsømt. Det var faktisk forrygende.
Først med sejr, top 5-placering og podieplads i mellemstore etapeløb som Andalusien - og Baskerlandet Rundt samt Tirreno-Adriatico. Og i slutningen af april kulminerede det på en uge i Ardennerne.
Den 34-årige dansker nåede at betræde alle trinene på podiet - nedefra og op - fra Amstel Gold Race over Flèche Wallonne afsluttende med triumfen i Liège-Bastogne-Liège.
Et forår, der fortjener et maltbolsje - som er forgyldt og ikke forgiftet - til Jakob Fuglsang. Måske serveret af holdkammeraterne hos Astana, der efter danskerens succes og særligt sejren i Liège har hjulpet holdet i positionskampen i feltet efterfølgende:
- Det synes jeg helt sikkert. Vi har taget vores plads mange af dagene fremme foran, og det har vi også fået lov til. Det er også vigtigt at sætte sit aftryk nu her, og forhåbentligt gør Jakob det også.
- Hvis vi så gør det rigtig godt her i Dauphiné, så det vil det også blive lettere at tage den plads i Touren, for eksempel, siger Magnus Cort til TV 2 SPORT under det franske etapeløb Critérium du Dauphiné.
Et løb, som Jakob Fuglsang vandt for to år siden. Og aktuelt et løb, hvor Astana-holdet har fået lov til at placere sig godt fremme i feltet - blandt andet også fordi, at holdets danske kaptajn igen har været med blandt de fremmeste i klassementet, som han i øjeblikket fører.
Hvordan er Fuglsang som kaptajn?
- Han er meget rolig. Han forlanger ikke for meget af folk og stresser heller ikke, så han er meget behagelig at køre for, siger Magnus Cort om landsmanden.
Sidste år sluttede Jakob Fuglsang lige udenfor top 10 i Tour de France. Til gengæld fik Magnus Cort med en etapesejr sikret dansk Astana-succes i den franske rundtur.
I år er fokuset igen på klassement for det kasakhiske hold. Fuglsang, som er kaptajn, drømmer om en podieplads. Magnus Cort kan vel blive en af de ryttere, som skal hjælpe Fuglsang til det resultat, og han er optimist omkring landsmandens chancer.
Hvor realistisk tror du, at det er, at Jakob Fuglsang kan køre på podiet i Tour de France i år?
- Det er helt sikkert muligt. Om han er favorit til at køre på podiet, ved jeg ikke, men jeg tror på det.
Hvad taler for, at han kører på podiet?
- Det gør, at han nok har kørt sin bedste sæson nogensinde indtil videre. Så det er en god start. Jeg tror, han er klar. Han har ikke kørt på podiet før, så han skal også køre sin bedste Tour nogensinde i en sen alder. Han har måske passeret sin statistiske bedste alder, men det har han jo vist i foråret, at det ikke har betydet noget, siger Magnus Cort.