Cykling

Italiensk stjerne på vej tilbage efter alvorlig operation

Italy's rider of team UAE emirates Fabio Aru rides in the pack during the 18th stage between Abbiategrasso and Prato Nevoso of the 101st Giro d'Italia, Tour of Italy cycling race, on May 24, 2018.LUK BENIES / AFP

Fabio Aru har kæmpet og kæmper fortsat for at komme tilbage til topniveau efter en alvorlig skade.

Normalt er Fabio Aru en yderst farlig rytter, når stigningsprocenterne bliver høje, men i år har den tidligere italienske mester og Vuelta a España-vinder været langt fra tidligere niveau.

Manglende ydeevne i bækkenpulsåren har betydet manglende resultater og en pause på tre måneder, siden han i marts udgik af Paris-Nice. Efter en ”alvorlig operation”, som hans sportsdirektør på Bahrain-Merida Neil Stephens beskriver det som, gjorde han søndag comeback i endagsløbet i Lugano, og det lange genoptræningsforløb glæder sportsdirektøren.

- Han er faktisk lidt foran programmet, så han kørte sit første løb i Lugano i søndags, hvilket var godt. Det vigtigste er, at han er tilpas, at han ikke mærker ubehag i sit ben, og at han har lyst til cykle, siger han til TV 2 SPORT.

Stephens fortæller, at det var meningen, at Aru først skulle køre sit næste etapeløb på onsdag i Slovenien Rundt, men på grund af de store fremskridt har de udtaget ham til Schweiz Rundt, som er i gang i øjeblikket.

Et løb, den italienske stjerne i øjeblikket deltager i helt uden pres.

- Vi har bestemt ingen forventninger til ham dér, men det vigtigste er, at han ønskede at være sammen med sine holdkammerater igen. Han ville køre løb igen, og han ville tilbage i feltet. Så der har vi puttet ham tilbage, og så må vi se, hvordan det går.

Aru har gennemført de første to dage af etapeløbet, og hvis testen i Schweiz går godt, udelukker den australske sportsdirektør heller ikke, at Aru kan ende med at få en plads på Tour de France-holdet om tre uger. Det store mål ligger dog først i slutningen af august i form af Vuelta a España.

- Det vigtigste for Fabio er ikke, om han skal køre Tour de France. Det er, hvad der er bedst for hans fremtid. Vil han være i stand til det, eller vil Tour de France være ødelæggende for hans helbred eller hans ambitioner, er spørgsmålet. Vi må se, hvordan han har det, og om han har lyst til at køre løbet. Det ved jeg ikke. Det er alt sammen oppe i luften lige nu, siger Neil Stephens.

Lægerne har ifølge Stephens fundet frem til, at Arus ydeevne som følge af problemet i det ene ben har været faldet med 30 procent. Det er de 30 procent, som holdet omkring ham prøver at finde frem igen.